regibemærkninger

Regibemærkninger, den forklarende tekst knyttet an til enten scene- eller aktinddeling eller til replikkerne/talen i dramaet, forfattet af dramatikeren, eller senere vedføjet som i Shakespeares dramaer. Regibemærkninger henviser til opførelse og tjener til, sammen med indikationerne på tid, sted, bevægelse i replikkerne, at gøre dramaet forståeligt og udfolde det på en indre scene for læseren. Brugen og betydningen af regibemærkninger varierer gennem dramahistorien. Det antikke græske drama har stort set ingen ydre angivelser, det franske, klassicistiske kun få. I begge tilfælde forudsættes en veletableret scenepraksis på hhv. orchestra og barokscenen, og den helt nødvendige anvisning er indbygget i talen.

Regibemærkninger får en særlig betydning, når dramatikeren vil bryde med de gængse konventioner. Det sker første gang bevidst og systematisk i 1700-tallets borgerlige drama under dets brud med barokkens høviske drama, jf. især Denis Diderot med Le fils naturel 1757, opf. 1771 og Beaumarchais med Eugénie 1767. I 1800-tallets melodrama og især naturalistiske og realistiske drama er regibemærkninger vokset i omfang. Det skyldes udviklingen af den dramatiske karakter mod et psykologisk mere nuanceret og socialt bestemt individ, jf. Strindbergs Fröken Julie 1888. Karakteren udtrykker sig både i gestik og bevægelse og gennem et detaljemættet miljø, jf. Ibsens Hedda Gabler 1890. Under og efter det moderne teaters gennembrud og opbrud fra traditioner er regibemærkninger ikke længere blot neutral information, men peger ofte på sig selv som tekst. Den kan blive romanagtig som i Gustav Wieds satyrspil fra 1890'erne, lyrisk appellerende som P.O. Enquists optakt til Fra regnormenes liv 1981, men også en nøgtern, præcis anvisning af minimale personbevægelser i ubestemmelige rum som hos Beckett. Se også Rollehæfte.