udpibning

udpibning, meningstilkendegivelse som udtryk for utilfredshed med en forestilling, en forfatter eller en optrædende. U foregår ved piften – evt. i en fløjte (pibe) – hyssen eller trampen. Tidligere kunne betalte klakører (1800-tallets pariser-claque var berygtet) afgøre et stykkes fald eller succes.

1753 udstedtes den første af mange kgl. plakater med regler for meningsytringer i Det Kongelige Teater. Efter uroligheder i 1819 fastsatte det såkaldte piberegulativ den tilladte varighed til 10 min. (1823: 5 min.), hvorefter gongongen lød tre gange. Gongongen var i brug så sent som 1891 ved førsteopførelsen af Ibsens Hedda Gabler. Bournonville skrev flere gange engageret mod U, som han kaldte en national forlystelse som tyrefægtning eller autodafé. Selv blev han udpebet 1841, og helt uhørt appellerede den stolte kunstner til kongen i sin loge, som befalede ham at fortsætte. Efterspillet var husarrest og et halvt års landsforvisning. I Billedbog uden Billeder 1840 har H.C. Andersen skildret en ulykkelig udpeben skuespillers skæbne. Se også Det Kritiske parterre.

Bibliografi: Rask, E Det kritiske parterre 1972.

Artiklen udpibning er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk