J.C. Ryge, Dr. Johan Christian Ryge, 1780-1842, dansk skuespiller. Bestod 1805 den medicinsk-kirurgiske embedseksamen og erhvervede året efter sin doktorgrad. Virkede som stiftslæge i Flensborg, da han i 1813 reflekterede på en annonce fra Det Kongelige Teater. Allerede i 1801 havde han debuteret på Odense Teater, men forsøget blev kortvarigt og lægestudierne genoptaget. Rs første optræden på Det Kongelige Teater i Palnatoke 1813 var overbevisende ligesom den næste, titelrollen i Hakon Jarl, begge af Oehlenschläger, hvor han med sin kraftfulde skikkelse, malmfulde røst og hele maskuline udstråling udtrykte romantikkens sammensatte karakteregenskaber med voldsomme lidenskaber og skæbnesvanger tvivlen. Oehlenschlägers dramaer havde dermed fundet deres fortolker, og i årene fremover lagde R krop og stemme til dem alle fx Michel Angelo i Correggio 1814, Stærkodder 1816, Vilhelm i Axel og Valborg 1818 og den sidste i 1839 som Sultan Soliman i Aladdin. Men Rs talent omfattede også de lettere og komiske genrer som Saft i Oehlenschlägers Sovedrikken med musik af C.E.F. Weyse 1822, Per Degn i Holbergs Erasmus Montanus 1821 og Falstaff i Shakespeares De muntre Koner i Windsor 1830. 1828 blev han den første Chr. IV i Johan Ludvig Heibergs Elverhøj. Hans største indsats ud over skuespillergerningen var imidlertid som teatrets økonomiinspektør, et embede han med samvittighedsfuld nidkærhed bestred 1818-38. Især kostumevæsenet havde hans bevågenhed, og ved rejser til de store europæiske teaterhuse hjembragte han inspirationer og materialer til udfærdigelsen af historiske kostumer, hvilket bidrog til reformeringen af kostumeudtrykket i 1800-tallet. 1827 udgav han Ideer til en National Smag i den danske Klædedragt. Se også Dr. Ryges skospænder.

Bibliografi: Bech, V Danske Teaterkostumer i beg. af det 19. årh. Garderobevæsenet under Dr. J.C. Ryge 1974; Neiiendam, K Dr. Ryges dagbog Paris 1831 1979; Neiiendam, R ‘Dr. Ryges selvbiografi ’ i Breve fra danske skuespillere og skuespillerinder – Den nyere Tid 1912.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig