Ole Johan Samsøe, 1759-96, dansk forfatter og dramatiker. I 1794 blev han af den litterære direktør ved Det Kongelige Teater, Jørgen Kierulf opfordret til at skrive for teatret. Resultatet blev 5-akts sørgespillet Dyveke – en følsom tragedie i tidens smag – opført i januar 1796, en uge efter forfatterens død. Forestillingen blev en kolossal og vedvarende succes, ikke blot på Det Kongelige Teater, hvor det blev spillet næsten hvert år i de efterfølgende 31 sæsoner, men også i dramatiske selskaber og turnéer landet over. Imod teatrets normale praksis fik Dyveke foruden nye ‘historiske’ kostumer også nye scenebilleder i såkaldt gotisk stil af teatermaleren Thomas Bruun, dekorationer der i de følgende årtier kom til at danne rammen om mange forskellige forestillinger. Dyveke kom, s.m. L C Sanders sørgespil Niels Ebbesen af Nørreriis 1797 til at stå som bindeleddet mellem Johannes Ewalds og Oehlenschlägers nationalhistoriske dramatik. En strid om rollebesætningen på Det Kongelige Teater i 1796 udløste den såkaldte Dyvekefejde.