Else Skouboe, 1898-1950, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1918. S var ansat 1922-26 ved Dagmarteatret, hvor hun spillede sammen med Eyvind Johan-Svendsen. Deres samspil, som de fortsatte 1926-31 på Det Kongelige Teater, fik sin intensitet gennem mødet mellem hendes erotiske nervespil og hans bundne lidenskab. Fra midten af 1930'erne og op gennem 1940'erne havde hun Henrik Bentzon som partner. S var en skabende kunstner mere end en fortolker og nåede højest i ganske skabelonagtige roller, som hun formåede at fylde med nuanceret menneskeligt liv. Hendes særlige evne var med Frederik Schybergs ord at ‘digte over en udigterisk tekst’.

Teaterpriser: Ingenio et arti, Teaterpokalen.

Bibliografi: Erichsen, S Else Skouboe 1942; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig