Erling Schroeder

Erling Schroeder, 1904-89, dansk skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teater 1925, instruktør og teaterleder. Efter sin debut som skuespiller var han ansat ved Det Kongelige Teater til 1927 og igen 1930-33 og i mellemtiden ved Aarhus Teater. Han var ved Det Ny Teater 1933-36 og 1936 ved Dagmarteatret. Hans smukke, lidt vemodige ydre gav ham tidligt store romantiske roller fx som komponisten Weyse i George Schnéevoigts film Jeg har elsket og levet 1940. Som charmerende elegantier spillede han Macheath i Brechts Laser og pjalter Riddersalen 1937 og grev Danilo i Franz Lehárs Den glade enke Fønix Teatret 1938. Han ledede Riddersalen 1944-47, hvor han udviklede sig som karakterskuespiller i William Saroyans Livet er jo dejligt 1943 og som Shakespeares Hamlet 1944. Hans repertoire var fyldt af dristige og moderne udspil som Albert Camus’ Caligula 1947, og i hans anden chefperiode 1950-53 bl.a. Jean Genets Pigeleg (Stuepigerne) 1951.

Som instruktør var han især skuespillernes og samspillets omhyggelige plejer i et moderne repertoire som Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat Det Kongelige Teater 1957 og Jean Genets Balkonen Det Ny Teater 1963. Hans øje for talent hjalp bl.a. Dirch Passer på vej med en rolle i John Patricks Seks Kammerater Riddersalen 1946 og den seriøse rolle som Lenny i John Steinbecks Mus og mænd Aveny Teatret 1961, ligesom i 1960, hvor hans instruktion gav Ghita Nørby et seriøst gennembrud på Alléscenen i Shelagh Delaneys En duft af honning. S fik også stor betydning for en lang række andre skuespillerinder som Lone Hertz, Susse Wold og Bodil Udsen. Se også Osvald Helmuth.

Teaterpriser: Jeppe-prisen.

Bibliografi: Bay-Petersen, H Erling Schroeder – sceneinstruktøren 1992.

Artiklen Erling Schroeder er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk