Kasper Bech Holten, f. 1973, dansk instruktør og operachef. Mesterlære hos bl.a. Klaus Hoffmeyer, Sam Besekow og Harry Kupfer. 1996-99 kunstnerisk leder af Århus Sommeropera og fra 2000 operachef på Det Kongelige Teater. Han har instrueret opera, musical og skuespil i Skandinavien, Island, Frankrig, Letland og Østrig. H er en vidtfavnende iscenesætter, både i genrer og æstetiske valg. I operaerne såvel som i den klassiske dramatik er det hans erklærede mål at sætte de store følelser og den uforbeholdne lidenskab i scene. Det gør han med en smittende hengivenhed for sit stof, hvor publikum rives med i en sand spektakulær sansestorm. Med stor indsigt i og forståelse for stil- og genremæssige konventioner går han ofte ganske ukonventionelt til værkerne, som Shakespeares Hamlet Aalborg Teater 2001, hvor han uden at ændre væsentligt i tekstens ordlyd blotlagde Hamlets grundlæggende eksistentielle problem og det på én gang offentligt-politiske og dybt personlige magtspil ført langt ind i vor samtids politiske lobbyer. Her var kraniet udskiftet med en pistol, ligesom stykkets figurer var udstyret med ringende mobiltelefoner og bevægede sig rundt i et højteknologisk virksomhedsmiljø.

Iscenesættelse: Fyrtaarnet Det Kongelige Teater 1998; Romeo og Julie Aalborg Teater 1999; Trold kan tæmmes Grønnegårds Teatret 1999; Genboerne Aarhus Teater 2000; Ivanhoe 2003; Wagners Ring-cyklus Det Kongelige Teater 2003-06.

Teaterpriser: De gule kort, Reumert-Prisen (Årets instruktør).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig