Tammi Øst, f. 1958, dansk skuespiller, uddannet Statens Teaterskole 1982. Ø var ansat på Det Kongelige Teater 1982-86 og 1990-97 og er derefter ofte virksom på hovedsageligt Husets Teater. I begyndelsen spillede hun pæne og uskyldige pigeroller, både på film og teater, bl.a. Gretchen i Goethes Faust Det Kongelige Teater 1984 og Julie i Shakespeares Romeo og Julie Det Danske Teater 1988. I midten af 1990'erne smed hun pænheden over bord og har siden placeret sig som en af dansk teaters store skuespillerinder. I dag rækker hendes talent ubesværet over det meste. Store passionerede klassikerroller som den sødmefulde Beatrice i Shakespeares Stor ståhej for ingenting Grønnegårds Teatret 2003 gestalter hun med lige så naturlig fornemmelse for sprogets og rollens egenart som moderne kvindeskikkelser, fx lægen og mordbrænderen Nina i Saalbachs Aske til aske – støv til støv Husets Teater 1997 og karrierekvinden Helene i Werdelins Liebhaverne Husets Teater 1997. Tilsvarende tegner hun lige overbevisende den elegant-skruppelløse og brusende skarptungede intrigant, madame de Tourval, i Christopher Hamptons Farlige forbindelser Østre Gasværk Teater 2005, og komiske karakterer som den jomfrunalske bibliotekarmodel Neel i Werdelins Mine to søstre Husets Teater 2001. Titelrollen som den trodsige og lidenskabeligt flammende rocksangerinde i Suzanne Brøggers sære Jeanne d’Arc-drama Dark på Betty Nansen Teatret 1994 blev endnu et bevis på talentets store spændvidde. Se også Erling Jepsen; Nikoline Werdelin.

Teaterpriser: De gule kort, Henkel-Prisen, Marguerite Vibys Jubilæumsfond, Reumert-Prisen (Årets kvindelige hovedrolle), Teaterpokalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig