David Garrick, 1717-79, engelsk skuespiller, teaterdirektør og dramatiker. G begyndte sin skuespillerkarriere på det lille Goodman’s Fields Theatre 1741 med en overraskende optræden som Shakespeares Richard III. 1742 kom han til Drury Lane, hvor han spillede de første af sine senere så berømte Shakespeareglansroller: Hamlet, Macbeth, Lear, Othello. I 1747 fik han tilbudt halvparten i Drury Lane med den fulde kunstneriske og administrative ledelse og indledte hermed sine 29 år som en af 1700-tallets fremmeste teaterledere, med både kunstnerisk og kommerciel succes. For samtiden var G vellidt i tidens borgerlige sørgespil, sentimentale komedier og ikke mindst i sine komiske roller. For eftertiden er det dog hans store Shakespearefigurer, der står som milepæle i hans kunst. G brød afgørende med den formelle, messende deklamationsstil og stive ageren i tragedien; i moderne dragt, frem for det traditionelle heltekostume, skabte han komplekse karakterer med en levende replik og udtryksfuld mimik. Teksterne beskar han så de passede til tidens scene og smag, ligesom de 20 stykker, han selv skrev. Fx strøg han graverscenen i Shakespeares Hamlet og lod Romeo og Julie få en kort genforening i graven. Som leder sikrede han sig altid de bedste kræfter, krævede disciplin under prøverne og forviste tilskuerne fra scenen. Han opnåede en anseelse som ingen skuespiller før ham. Blev begravet i Westminster Abbey, fulgt af et uendeligt sørgetog.

Bibliografi: Benedetti, J David Garrick and the birth of modern theatre 2001; Stone, G W David Garrick: a critical biography 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig