Sadler's Wells Theatre, teater i London, opkaldt efter Richard Sadler, der 1683 opførte et ‘Musick House’ i en lysthave med en helsekilde, han drev på stedet. Kilden løber stadig under den nuværende teaterbygning. Stedet havde en omtumlet tilværelse bl.a. som hjemsted for udviklingen af den engelske pantomime ved bl.a. Joseph Grimaldi. SWT fik en storhedsperiode 1844-62 under ledelse af Samuel Phelps, der spillede klassisk dramatik bl.a. Shakespeare. Efter Phelps blev teatret først music-hall og senere en biograf, lukket 1916. Huset blev nedrevet og gav plads til en ny teaterbygning, som Lilian Baylis lod opføre 1931 for at skabe et teater for lødig dramatik, ballet og opera i det nordlige London, som sidestykke til hendes Old Vic i det sydlige. Fra 1934 var SWT udelukkende hjemsted for opera og ballet, tilmed et af Londons førende kompagnier, Sadler’s Wells Ballet. Det blev bombet 1940 og genåbnet 1945. 1946 flyttede balletten til Covent Garden fra 1956 med navnet The Royal Ballet, og 1968 rykkede operaen til London Coliseum, fra 1974 kaldt English National Opera. SWT huser nu gæstespil fra ind- og udland.

Bibliografi: Arundell, D The Story of Sadler’s Wells 1965.

Eksternt link:

www.sadlerswells.com

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig