Finland

Finland, fremstår i dag som et teaterland. En befolkning på ca. 5 mio. indbyggere køber årligt 2½ – 3 mio. billetter til professionelt teater, og det samme billetantal omsættes til amatørteater. Hver by med over 25.000 indbyggere er teaterby, dvs. har sit eget professionelle teater. F var under den svenske konges herredømme 1154-1809. Derefter blev det et selvstyrende storhertugdømme inden for det russiske kejserrige indtil uafhængigheden i 1917. Indtil 1863 var svensk det eneste officielle sprog i F. I dag har landet to officielle sprog: finsk og finlandssvensk. Det sidste tales af 6 % af befolkningen. For disse 300.000 indbyggere er der 6 faste teatre med 10 scener samt et antal frie teatergrupper, der spiller på finlandssvensk. Det moderne finske teater er ungt. Godt nok findes der spor af teatrale traditioner, der går mere end 1.000 år tilbage: fester ved det fældede vildt, besværgelsesriter, begravelsesgråd etc., og godt nok blev der spillet skolekomedier fra 1600-tallet, fx af studenterne ved Åbo Akademi, men pga. Fs beliggenhed var det først i slutningen af 1700-tallet, at der blev etableret mere regelmæssig kontakt med det europæiske teater. Da begyndte turnerende teatre at dukke op fra Sverige, Tyskland og Rusland. I Helsingfors har der været teaterbygning siden 1827. I 1860 blev et nyt teater i sten indviet. Det brændte imidlertid i 1863, og et nyt teaterhus stod klar i 1866, hjemstedet for Svenska Teatern. Her blev spillet på rigssvensk, ikke på finlandssvensk. Teatret blev i sæson 1916-17 til finlandssvensk nationalscene. Dramatik på finsk eksisterede dog, før der var noget teater at spille den på, fx Aleksis Kivis værker, inspireret af den nationalistiske bevægelse. Det første finsksprogede teater, Suomalainen Teatteri, blev oprettet i Helsingfors i 1872. Fra 1902 ændrede teatret navn til Suomen Kansallisteatteri (Det Finske Nationalteater) og har siden været den finsksprogede nationale skuespilscene.

En central dobbelthed i finsk teaterliv har altså været, at det både har udfoldet sig på finsk og på finlandssvensk, og i forbindelse med og forlængelse af den nationale selvstændighedskamp har sproggrænsen også været et konfliktfelt, faktisk til langt op i mellemkrigstiden. I dag opleves disse konflikter ikke så tydeligt. Nogle teatre spiller på både finsk og finlandssvensk, og teaterkunstnere kan fx instruere og optræde på begge sprog. Forfatteren Bengt Ahlfors har karakteriseret forskellen på finsk og finlandssvensk teater således: ‘Finsk teaters styrke er tyngden og realismen. Man går lige på de store følelser. Komikken er saftig og burlesk, og i det tragiske repertoire råber man sin smerte ud uden lyddæmper. Det finlandssvenske teater er lettere, hurtigere og mere lavmælt. En sammenlignende undersøgelse på to lige store teatre ville give klart forskellige decibelværdier for finlandssvensk og finsk skuespilkunst’. En anden dobbelthed i finsk teater bestod i mellemkrigstiden i en dobbeltstruktur, et to-teatersystem, i de finske teaterbyer. Efter borgerkrigen mellem socialister og borgerlige i 1918 og de sejrende borgerliges efterfølgende hævntogter, kom der i mellemkrigstiden til at eksistere en skarp polarisering i F, også på teaterområdet. I de finske teaterbyer eksisterede der to professionelle teatre, begge udsprunget af en livskraftig amatørteaterbevægelse fra før 1918: et arbejderteater og et borgerligt teater. De henvendte sig til hver sit publikum og stod ofte konfrontativt over for hinanden. Efter 2. Verdenskrig skete der en sammenlægning af de lokale teatre til ét teater i hver by. Det var betingelsen for at få offentlig støtte. Sammenlægningen skete oftest på de borgerlige teatres præmisser. Arven fra arbejderteatrene kan man muligvis spore i finsk teaters folkelige forankring og fx i konkrete fænomener som Ralf Långbackas og Kalle Holmbergs ledelse af Turun Kaupunginteatteri 1971-77. I dag eksisterer der kun ét af de oprindelige arbejderteatre, Tampereen Työväen Teatteri (Tammerfors’ arbejderteater).

Samarbejde mellem amatører og professionelle er omfattende i F. Det hænger givetvis sammen med, at det professionelle teater i F er ungt. Samarbejdet ses bl.a. i de talrige sommerspil og -festivaler med den internationale Tampereen Teatterikesä (Tammerfors teatersommer) som den mest kendte.

Gruppeteaterbevægelsen blomstrede op i 1960'erne og 1970'erne med bl.a. KOM-teatteri og Ryhmäteatteri. Teatergrupperne dannede i 1971 det finske Teatercentrum, Teatterikeskus.

Den statslige teaterskole, Teatterikorkeakoulu, blev oprettet i 1979 ved sammenlægning af to tidligere teaterskoler. En teater- og orkesterlov har eksisteret siden 1993. Den bevirker, at ca. 60 professionelle teatre årligt modtager lovbunden offentlig støtte. Teatteri er navnet på det finske teatertidsskrift, som nu udkommer med 8 numre om året, udgivet siden 1945 af et firma, der ejes af teaterorganisationerne.

Bibliografi: Krook, K Finlands teater – en folkteater 1975; ‘Finland’ i Rubin, D The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Vol 1. Europe 1994; Koski, P & Vaittinen, P ‘The Theatre System of Finland’ i van Maanen, H & Wilmer, S E Theatre Worlds in Motion 1998.

Hjemmeside om finsk teater.