Bernard-Marie Koltès, 1948-89, fransk dramatiker, og en af de vigtigste i Europa i 1980'erne. Efter studier og rejser begyndte han at dramatisere romaner. 1972-77 fik han opført to radiospil. Da Patrice Chéreau i 1983 åbnede Théâtre des Amandier i Paris, blev det med et stykke af K: Combat de nègre et de chiens 1982 (Kampen mellem negeren og den hvide hund Aveny Teatret 1985, Negeren og hundenes kamp Københavneren 1989, Negeren og den hvide hund Vintapperteatret 1989). Opførelsen gjorde K til et verdensnavn, men paradoksalt nok mere spillet i udlandet (især Tyskland) end hjemme; Quai ouest 1986 (Kajen mod vest Aalborg Teater 1992) blev uropført i Amsterdam, inden Chéreau satte det op i Paris. Chéreau uropførte Dans la solitude des champs de coton 1986 (I bomuldsmarkernes ensomhed Mammutteatret 1994) og genopsatte den med sig selv i den ene af rollerne (Gæstespil Odéon-Théâtre i Kanonhallen 1995), ligesom han også uropførte Le Retour au désert 1988 (Tilbage til ørkenen Aalborg Teater1989). Hans sidste skuespil Roberto Zucco 1988 blev uropført posthumt af Peter Stein på Schaubühne 1990 (Det Kongelige Teater, Aarhus Teater 1991). Ks betydning skal findes i stykkernes sproglige udtryk. Han skriver teater fordi ‘det mundtlige sprog interesserer mig mere end noget andet’. Hensigten er ikke at skildre personernes psykologi, men at tegne et mentalt landskab af rodløse randeksistenser i det moderne samfund. Se også Patrice Chéreau.

Dramatiske værker: La Nuit juste avant les forêts 1977 (Om natten før skoven Det Kongelige Teater 1985).

Bibliografi: Duquenet-Krämer, P Das poetische Theater von B.M. Koltès; Girkinger I La solitude à deux 2001; Pavis, P Malaise dans la civilisation 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig