Béjart-familien, fransk skuespillerfamilie bestående af Marie Hervé B, d. 1670, Joseph B, d. 1643, og deres 11 børn, hvoraf flere var medlemmer af Molières trup. Madeleine B, 1618-72, startede s.m. Molière, samt broderen Joseph B, ca. 1617-59, og søsteren Geneviève Béjart, 1631-75, med scenenavnet Mlle Hervé) kompagniet Les Enfants de Famille, som i 1643 udviklede sig til L’Illustre Théâtre. Madeleine B, som var ven og muligvis elskerinde til Molière, forblev i truppen til sin død. Molière skrev bl.a. rollerne Lisette i L’École des Maris 1661 (Ægtemændenes Skole) og Dorine i Tartuffe 1664 til hende. Broderen Joseph B, som også blev i truppen til sin død, fortolkede især rollerne som Lélie i L’Étourdi ca. 1654 (Fusentast) og Eraste i Le Dépit amoureux 1656 (Kierlige forbitrelser). Den yngre bror Louis B, ca. 1630-78, kom først til truppen i de senere rejseår, hvor han bl.a. skabte rollen Alcantor i Le Mariage forcé 1664 og Dubois i Le Misanthrope 1666. Armande B, 1645-1700, måske den mest kendte i familien, tiltrådte tilsyneladende kompagniet som barn i 1653, hvor hun kom under Molières beskyttelse. De giftede sig i 1662, men ægteskabet var ulykkeligt og de blev skilt 3 år senere for atter i 1672 at finde sammen. Rygtet gik, at Armande B ikke som antaget var søster til Madeleine B, men derimod datter af hende og Molière, hvilket førte til, at Molière i årevis måtte forsvare sig over for angreb på sin moral. Armande B debuterede 1663 som Élise i La Critique de l’École des Femmes (Kritikken af Kvindeskolen), og brillerede senere som Célimène over for Molières Alceste i Le Misanthrope samt som Elmire i uropførelsen af Tartuffe 1664. Efter Molières død i 1673 ledede hun truppen, indtil hun i 1680 gik til Comédie Française. 1694 trak hun sig tilbage fra scenen.

Bibliografi: Brereton, G French Comic Drama 1997; Mantzius, K Skuespilkunstens Historie. Molièretiden 1904.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig