François Voltaire

François Voltaire, 1694-1778, fransk forfatter, dramatiker og filosof, en af oplysningstidens mest berømte fortalere. Gennem sin opdragelse hos jesuiterpræster fik han indpas i de fornemste kredse i Paris, men pga. sine satiriske skrifter med kritik af landets samfundsforhold blev han i længere perioder sendt i eksil, bl.a. til England 1726-29. Her blev han stærkt påvirket af de engelske filosoffer samt af Shakespeares skuespil, som inspirerede ham til i sine egne tragedier at sammenblande tragedie og komik helt forskelligt fra datidens franske dramatikere. Dette dramaturgiske kneb fortrød han dog senere. Han skrev i alt 52 teaterstykker, som han lod opføre på sine private scener, primært på sit slot, Ferney, i Syd-Frankrig, bl.a. med skuespillere fra Théâtre Français. Han modtog besøg fra hele Europa og havde stor indflydelse på europæisk åndsliv, bl.a. pga. sin modstand mod religiøs fanatisme og overtro. V skrev følsomme komedier, bl.a. Den forlorne Søn 1736 (Det Kongelige Teater 1750), men det var især hans tragedier, der opnåede succes. De udspillede sig mellem paladser og templer, og med masseoptog af krigere og præster kæmpede han ihærdigt for at få fjernet de tilskuere, der for at blive set havde købt pladser på Théâtre Français’ scene – hvilket da også lykkedes for ham i 1759. Når han var i Paris instruerede han selv sine stykker og forsøgte at indføre en mere naturlig stil. Væsentligste tragedier er Brutus 1730, Zaïre 1732 (Det Kongelige Teater 1757), Mérope 1743 (Det Kongelige Teater 1764) og Sémiramis 1748 – i dag bliver V dog sjældent opført. Medlem af Det franske Akademi 1746.

Bibliografi: Brandes, G François de Voltaire 1916-17; Plesner, K F Voltaire 1965.