Alternativt teater, en teaterform, der er alternativ til det kommercielle teater og til det stærkt offentligt støttede teater. Det er normalt baseret på knappe ressourcer, men fører paradoksalt nok ofte til eksperimenter, både økonomisk, æstetisk, organisatorisk og publikumsmæssigt. A var i sit udspring i 1950'ernes, 1960'ernes og 1970'ernes USA led i et generelt oprør mod den dominerende kultur. Det forbandt sig med sociale bevægelser i dets samtid, for borgerrettigheder, ytringsfrihed, hippie-bevægelsen, økologi, feminisme, homoseksuelle og mod atomvåben og Vietnamkrigen, og det henvendte sig til et nyt publikum samt bevægelsernes deltagere og sympatisører. A var altså en del af en alternativ livsstil og en alternativ kultur. Det blev spundet sammen af to tråde, dels græsrødder med et samfundsmæssigt engagement og dels professionelle teaterfolks eksperimenter fx på Off-Off Broadway. A var karakteristisk ved at udvikle en selvstændig og ny måde at lave teater på, der vægtede det visuelle højere end det traditionelle ordteater, og som ændrede arbejdsmetoderne i teatret. Det traditionelle teaters arbejdsdeling mellem dramatikeren, der leverer manuskriptet, og instruktøren og skuespillerne, der sætter det op, blev ophævet, og det var de samme kunstnere, der udviklede alt fra idégrundlaget til den færdige forestilling. Alternative teaterfolk har generelt været skeptiske over for illusionsteatret og ville afmystificere teatret, ofte ved at spille andre steder end i teaterbygninger, fx på gader og stræder. Forestillingernes her-og-nu karakter fik en særlig betoning.

Eksempler på amerikanske A er: The Living Theatre, The Open Theatre, The Bread and Puppet Theatre og The San Francisco Mime Troupe. 1968 blev året, der også udløste A i Europa, hvor andre betegnelser som undergrundsteater eller fringe theatre blev gængse. A er i Danmark blevet brugt som samlebetegnelse for eksperimenterende gruppeteater, børneteater, arbejderteater, aktionsteater m.v., som Christianshavnsgruppen, Delfax, Secret Service, Debatteatret og Solvognen, men har her også betegnet de offentligt støttede teatergrupper som Banden, Team Teatret og Fiolteatret. Betegnelsen A er gledet fra at implicere opgør med den dominerende kultur til at implicere opgør med den dominerende æstetik og det dominerende forhold mellem scene og sal.

Bibliografi: Craig, S Dreams and Deconstructions. Alternative Theatre in Britain 1980; Shank, T American Alternative Theatre 1982; Jørgensen, Aa Det alternative teater i Danmark 1983.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig