arbejderteater

Arbejderteater, opfattet som teater, spillet af arbejdere, for arbejdere, om arbejdere og i et vist omfang skabt af arbejdere, opstod i sidste halvdel af 1800-tallet som led i arbejderklassens politiske kamp. Det adskilte sig såvel fra det dilettantiske underholdningsteater, der dyrkedes i mange arbejderforeninger, som fra fx Volksbühne-bevægelsen, hvis mål var at bringe det borgerlige teater ud til arbejderklassen. Det var arbejderbevægelsens venstrefløj, der gik ind for skabelsen af et alternativ til den individuelle borgerlige kunst. Yndede genrer inden for det autonome A var ‘levende billeder’ fra arbejderklassens historie og talekoret, der skulle fremme solidaritet og fællesskab. Efter oktoberrevolutionen gav de sovjetiske ‘Blåblusetrupper’ inspiration til et nyt kommunistisk klassekampteater.

I mellemkrigstidens Europa og USA voksede opsøgende agitpropteatre frem, der i satiriske kortscener agiterede for kommunismens sag og ensidigt hyldede den sovjetiske arbejder- og bondestat. Der foregik en nok så indædt kamp mellem det socialdemokratiske A og det kommunistiske, der afspejlede splittelsen i arbejderbevægelsen og i nogen grad var med til at skygge for faren fra den hastigt voksende nazisme. Hovedfjenden i det socialdemokratiske A var den dæmoniske kommunist, og hos kommunisterne den socialdemokratiske pamper. I Danmark oplevede man modsætningen mellem det socialdemokratiske Arbejdernes Teater og den kommunistiske agitproptrup RT, der hentede inspiration fra Tyskland, hvor det revolutionære A stod stærkt og støttedes af venstreintellektuelle kunstnere som instruktøren Erwin Piscator, komponisten Hanns Eisler og dramatikeren Friedrich Wolf. Se også Folketeater; Politisk teater.

Bibliografi: ‘Le théâtre d’agit-prop de 1917 à 1932’ i Bablet, D Théâtre Années Vingt Tome 1-4, 1977; Hoffmann, L & Hoffmann-Ostwald, D Deutsches Arbeitertheater 1918-1933 1-2, 1972; Kvam, K ‘Dansk arbejderteater i 20erne og 30erne’ i Hind, T Teater, fantasi, klassekamp 1979.