Difangxi, kin. ‘forskellige steders spil’, er lokale teaterformer i Kina, som adskiller sig fra hinanden ved brug af dialekt, men også musik, sang, kostumer mm. Man kan tale om to primære grupper, beiqu (nordlige melodier) og nanqu (sydlige melodier), som hver for sig består af et stort antal D, formentlig over 300, der har udviklet sig over en tusindårig periode siden Song-dynastiet (960-1279). De forskellige D har ladet sig inspirere af hinanden og er i flere tilfælde smeltet sammen til nye teaterformer, som fx Peking opera.