Ekspressionisme. Aarhus Teater opførte 1985 Brechts Trommer i natten med bl.a. f.v. Niels Anders Thorn og Karen Wegener. Klaus Hoffmeyer instruerede og Bjarne v. H.H. Solberg skabte scenografien.

.

Ekspressionisme, kunstretning, der i sin oprindelige form var lokaliseret til Tyskland, hvor den kulminerede i årene umiddelbart før, under og efter 1. Verdenskrig. E betyder ‘udtrykskunst’ og defineres måske klarest i forhold til impressionismen. Mens impressionisterne gav subjektive udtryk for objektive indtryk, formede ekspressionisterne deres eget rent subjektive univers. Det skabende jeg omdannede verden i sit eget billede og projicerede sin angst og sine hallucinationer over på omverdenen. Kunsten blev visionær, profetisk, en advarsel mod den katastrofe, man følte nærme sig. Kunstneren påtog sig rollen som menneskehedens samvittighed, og ekspressionisternes heftige ønske om at nå ud til folket gjorde teatret med dets umiddelbare kontakt med et publikum til det foretrukne medium, der også tiltrak ikke-dramatiske kunstnere. Malere som Kandinsky og Kokoschka og lyrikere som Franz Werfel og August Stramm benyttede periodevis teatret som udtryksmiddel, hvad der forklarer ekspressionismens to dramatiske yderpoler – det rene billedteater og det rene ordteater.

Det ekspressionistiske drama var et nødråb fra en ung generation, der drømte om et fællesmenneskeligt broderskab, et oprør mod et statisk, autoritært samfund – på scenen manifesteret gennem symbolske fadermord. I Walter Hasenclevers Der Sohn 1917 retter sønnen revolveren mod faderen, der inden skuddet går af segner død om af et hjerteslag, og i Vatermord 1913/15 lader Arnold Bronnen en søn skaffe sin far af vejen for derefter at voldtage moderen. Ekspressionisterne ønskede det totale brud med fortiden, men undgik alligevel ikke forbilleder. Et af dem var Strindberg, der umiddelbart før krigen oplevede en veritabel kult i Tyskland. Til Damaskus 1898 blev intet mindre end modeldramaet for den unge generation af dramatikere. Her mødte man for første gang ‘monologisten’ på scenen, bekenderen, der bevæger sig i en verden, befolket af dobbeltgængere og vejvisere. Ernst TollersDie Wandlung 1919 (Forvandlingen 1925), der i drømmeagtige scener skildrer dramatikerens traumatiske møde med den moderne krigsindustri, kunne næppe være skrevet uden Strindberg. Sceneteknisk set betød E en frigørelse af teatret, der ikke længere skulle illudere virkelighed, men blev en feberdrøm i toner, farver og rytmisk bevægelse. Skuespilleren kunne ikke længere støtte sig til den naturalistiske indfølingsteknik. Masker eller kraftig sminke hjalp til i stedet for en psykologisk nuanceret spillestil at sætte en dynamisk-ekstatisk.

Omkring 1920 toppede det ekspressionistiske teater i Tyskland og erstattedes af et mere konkret politisk teater. Et slags punktum udgøres af kritikeren Bernhard Diebolds polemiske bog Anarchie im Drama 1921, der beskylder den ekspressionistiske dramatiker for at være en falsk profet, en teatralsk folkeforfører, der udskød den samfundsrevolution, han så brændende ønskede, til et fjernt tusindårsrige.

Bibliografi: Emmel, F Das extatische Theater 1924; Rühle, G Theater für die Republik 1917-1933 1967.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig