folketeater

Folketeater, i betydningen teater for folket, idéen om teater for et bredt publikum, båret af tanken om kunstens forenende og højnende kraft, ofte med politiske undertoner. Folket begyndte i 1700-tallet at blive forstået som andet end undersåtter. Ofte var antikkens Athen forbilledet for drømmen om et demokratisk teater for alt folket. Rousseau så et sådant utopisk teater for sig, som forenede folket i broderskab. Idéerne blev inspiration for den franske revolutions kollektive symbolske manifestationer.

Romantikken så folket som bærer af ‘oprindelige’ værdier, som rummede befriende kræfter. Også for Wagner var det atheniensiske teater forbundet med drømmen om folkets kollektive bevidsthed, kunstneren som fortolker af de fælles myter. Bayreuth-teatrets indretning fra 1876 afspejler idéen: det var et ‘Festspielhaus’, med amfiteatralske tilskuerpladser, som brød med logeteatrets klasseopdeling. Slutningen af 1800-tallet bød i Frankrig og Tyskland på flere tiltag, som brød vejen for det kunstnerisk lødige teater for det bredere publikum: Théâtre Libre i Paris 1887 og Freie Bühne i Berlin 1889, med mere eller mindre udtalte politiske overtoner. Borgerskabets kulturmonopol skulle brydes, abonnementsordninger gjorde kunsten tilgængelig. Tankerne blev afprøvet i Freie Volksbühne 1890 og Théâtre National Populaire 1920. En del af idéerne, herunder tanken om teatret som ‘folkelig fest’, var samlet i Romain Rollands skrift Théâtre du peuple 1903. Gennemgående tendens i sådanne projekters repertoire har været realisme og de store klassikere til folket – det sidste bl.a. praktiseret i gigantformat af Max Reinhardt.

En radikal, politisk definition af begrebet lå hos Erwin Piscator, der i 1920'erne greb opgaven an med avantgardistiske udtryk, inspireret af den sovjetiske avantgardes forsøg på at skabe et modernistisk proletarisk teater. Nazisternes masseiscenesættelser, Thingspiele, omfattede bl.a. et ‘græsk’ teater fra 1936 med 20.000 pladser, som skulle celebrere regimets myter. Den form for folkeligt teater, Brecht siden udviklede, var det bredt fortællende, ‘episke’ teater. Théâtre National Populaire og Brecht var inspiration for Giorgio StrehlersPiccolo Teatro di Milano i tiden efter 2. Verdenskrig, bygget på tanken om (kvalitets)teatret som public service, og i den allerførste tid også på idéen om teatret som sted for folkets fejring af sine myter i en ‘verdslig sakralitet’ – altså tæt på en moderne idé om kunsten som religionserstatning.

‘Folkeligt teater’ forstås ofte som underholdning for den jævne befolkning, i genrer som vaudeville, farce, folkekomedie, operette – modsat ‘folketeater’ som et mere kunstnerisk fænomen. I Danmark betød Det Kongelige Teaters monopol længe, at øvrige teatre i vidt omfang var henvist til det ‘folkelige’ repertoire. Trods visse mindre tiltag markerede en gennemgribende målrettet indsats for at fremme folketeatertanken sig først i 1960'erne og 1970'erne, ikke mindst med styrkelsen af landsdelsscenerne og oprettelsen af publikumsorganisationen ARTE. Den kulturpolitiske demokratisering og decentralisering af kunsten hentede modeller og tankegods fra folketeaterbevægelserne. Bl.a. landsdelsscenernes repertoirelægning afspejler dette forhold i blandingen af klassisk og moderne, udenlandsk og dansk – teater som public service. Se også Arbejderteater; Théâtre National de Chaillot.

Bibliografi: Bergman, G M Den moderna teaterns genombrott 1966; Engberg, H ‘De store klassikere til folket’ i Politikens teaterhistorie 1962; Fischer-Lichte, E Theatre, Sacrifice, Ritual 2005; ‘Folkets teater’ i TTT 13, 1970; Wagner, R Das Bühnenfestspielhaus zu Bayreuth 1873.