melodrama

melodrama, gr. melos ‘sang’, ‘melodi’, dramatisk blandingsform, opstod i slutningen af 1700-tallet i Frankrig, hvor dramatiker og instruktør Guilbert Pixérécourt gav genren dens form og forsynede boulevardteatrene – både i Europa og Amerika – med over hundrede stykker. Karakteristisk for M var den spændende handling, den akkompagnerende underlægningsmusik, senere overtaget af filmen, og de indlagte sang- og dansenumre og den sort/hvide persontegning. Stående figurer var den uskyldshvide heltinde, der efterstræbes af den intrigerende skurk, den tapre helt og den komiske person, der ofte står på de gode magters side. M var udstyrsstykker med stort statisteri og undertiden levende dyr på scenen. De førte publikum vidt omkring – tilbage i historien, til eksotiske egne, rene eventyrverdener, men også til hverdagens miljøer. M krævede en professionel instruktør til at holde styr på tropperne, men også teatermaleren fik en vigtig funktion.LJM Daguerre, P-L-C Ciceri o.a. skabte mirakler på boulevardscenerne vha. den nye gasbelysning.

M havde en folkeopdragende mission og ønskede at give publikum gode rollemodeller. Med årene fik M en udtalt social tendens som i Frédérick LemaîtresRobert Macaire 1834. En lignende tendens møder man hos den meget produktive irsk fødte Dion Boucicault, der i mange af sine M tog sociale emner op – fx Octoroon, der er et angreb på slavehandelen. M var 1800-tallets populæreste teaterform. Det lever stadig, men blev i 1900-tallet først og fremmest overtaget af film og tv.

Bibliografi: Bergman, G M ‘Den professionelle instruktør gør sin entré, 1750-1850’ i Ludvigsen, C & Kehler, S Teatrets historie 1962; Disher, M V Blood and Thunder: Mid-Victorian Melodrama and its Origins 1949; Gascar, P Le Boulevard du Crime 1980.

Artiklen melodrama er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk