Mime, gr. mimos ‘efterligner’, speciel teaterform. M har skiftet betydning i tidens løb. I det antikke Grækenland betegnede det en komisk, folkelig teaterform med dialog, sang og dans fremført af 1-3 maskerede skuespillere (mimere) med eller uden fallos. I begyndelsen parodierede man mytologiske skikkelser, senere især dagligdags begivenheder. Kendte mimere er bl.a. Epicharmus (ca. 530-440 f.Kr.) og Sophron fra Syracus (ca. 430 f.Kr.).

Blandt romerne ændrede den komiske M både form og indhold, men man satiriserede fortsat over dagliglivet blandt høj og lav, hvor man føjede nye typer til figurgalleriet. Romerske mimere spillede uden masker og kothurner, og trupper blev ledet af en archimimus (mand) eller archimima (kvinde), der spillede hovedrollen. Quintus Lutatius Catullus’ spil fra midten af 1. årh. e.Kr. om røverhelten Laureolus er et af de kendteste. Til tider blev romersk M også kaldt Fabula riciniata efter mimekostumets hætte (ricinium). Tidligt blev en romersk mimer også kaldt saltator og senere histrion.

M i moderne forstand er spil med eller uden talt dialog og omfatter en række stilarter udført såvel uden som med masker. De er især udviklet i Frankrig, først med Jean-Gaspard Debureau, videreudviklet af Etienne Decroux fra 1920'erne og videreført af bl.a. Marcel Marceau i hans ‘mimodramaer’. Ladislav Fialka fra Tjekkoslovakiet hører også med til denne tradition. San Francisco Mime Troupe (USA), Mummenschantz (Schweiz) og Theatre de Complicite (England) er andre eksempler. I det 20. årh. er M og pantomime ofte blevet brugt om de samme sceneformer. Danny Andersen og Torben Jetsmark har introduceret M i Danmark. Se også Marcel Marceau.

Bibliografi: Leabhart, T G Modern and postmodern mime 1989; Nicoll, A Masks, Mimes and Miracles 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig