Syngespil, ty. Singspiel, fr. opéra comique, en musikdramatisk form opstået i 1700-tallets sidste halvdel. Oftest har S form som en komedie med strofiske sange til at understrege handlingens højdepunkter. I den talte dialog kan der også være indlagt episke sange, romancer, og lyriske sange, der nærmer sig operaarien. Christian VIIs franske hoftrup opførte franske S i 1770'ernes Kbh., hvor genren i de følgende årtier vandt stor yndest på Det Kongelige Teater. Dansk indfødsret fik S for alvor, da J.A.P. Schulz 1787 blev kapelmester på Det Kongelige Teater og i kølvandet på landbrugsreformerne samarbejdede med forfatteren Thomas Thaarup om de nationale S Høstgildet 1790, Peters bryllup 1793 og Indtoget 1793. P.A. Heiberg fik en af sine få uomtvistelige succeser med sit og komponisten Claus Schalls S Kinafarerne 1792. Den nationale tone fortsatte i 1800-tallet bl.a. med C.E.F. Weyse og Oehlenschlägers nationale syngespil Sovedrikken 1809 og Ludlams hule 1814. S kom til et slags slutpunkt i Weyse og Johan Ludvig HeibergsEt eventyr i Rosenborg Have 1827, af forfatteren dog selv betegnet som operette. Se også Musik på scenen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.