tv-dramatik

Tv-dramatik, tv-udsendelser i dramatisk form, der kan være og i begyndelsen var teaterdramatik, men også andet tidligere publiceret stof, fx prosalitteratur tilrettelagt i dramatisk form til tv, og endelig dramatik skrevet direkte til mediet med særlig henblik på dets æstetiske, fortællemæssige midler og dets forhold til publikummet, seerne.

Dramatik var med fra fjernsynets begyndelse. Så tidligt som 1936 sendte BBC et uddrag af teateropførelsen af skuespillet Marigold af L Allen Harker, og det blev fulgt op af en ugentlig Theatre Parade med udsnit fra Londons løbende teaterrepertoire. I USA vistes det første stykke dramatik 1938. Først efter 2. Verdenskrig kom der gang i fjernsynets og TV-Ds videre udvikling. I 1950'erne voksede en realistisk hverdagsdramatik frem i USA med bl.a. Reginald Roses Twelve Angry Men 1954. Stykket skildrer en jurys votering i et lukket rum; en form i en sådan overensstemmelse med tv's daværende billedverden og tilskuersituation, at den stod stærkt i forhold til en senere biograffilm 1957 og teateropsætninger (Tolv vrede mænd Det Kongelige Teater 1960). I England voksede en lignende TV-D frem med generationen Angry Young Men, der fra 1958 fik glimrende udviklingsmuligheder i det af Sidney Newman ledede ITVs Armchair Theatre og senere med BBCs Wednesdays Plays (1964-70) og Play for Today (1970-84). Hans interesse for enkeltspillet prægede udviklingen i en længere periode, og fik stor betydning for TV-D i Danmark som forbillede og ved import af manuskripter til egenproduktion og færdige fremmedproduktioner. Nogenlunde samtidig udvikles de første i princippet uendelige serier med en fast kreds af personer som daytime-soap’en The Guiding Light fra 1952 i USA og Coronation Street fra 1960 i England. I USA bliver serieformen tidligt den dominerende og er nu stort set enerådende.

Tv-dramatik i Danmark. Dramatik var også herhjemme en tidlig programform. Allerede i dansk tv's forsøgsperiode bragte man oktober 1951 ca. 30 minutter af Johannes Allens Harlekins tryllestav, der gik på Det Kongelige Teater, og resten af året yderligere 5 stykker dramatik. Produktionen voksede hurtigt, og da daglige udsendelser begyndte 1954 kom man op på 25 dramatiske produktioner årligt.

Det var hovedsageligt korte enaktere fra teatret, også mindre operaer, gerne ophavsretligt frie, med få medvirkende og små dekorationskrav. Alle udsendelser var direkte, og rollebesætningerne måtte bestå af skuespillere, der var uden teatertjeneste på udsendelsestidspunktet. En produktion var en præcist tilrettelagt begivenhed, der udspillede sig foran, efterhånden som det normale, tre kameraer, hvis skiftende positioner i forhold til de medvirkende og afbildninger af deres spil nøje var fastlagt ligesom klippene mellem dem, der sekvens for sekvens formede udsendelsen og seernes oplevelse. En fyldig dialog var et godt partitur for at tilrettelægge kameragangen. Undertiden blev man så begejstret for en sådan direkte udsendelse, at man investerede i en uge senere at optage den ved at udskifte tv-kameraerne med filmkameraer og derved fik en genudsendelsesmulighed. Ved anskaffelsen 1959 af Ampex videooptagelsesmaskinerne frigjorde TV-D sig først fra nødvendigheden af teaterfri medvirkende og siden, da det i 1960'erne blev muligt at redigere i de optagne bånd, fik det grundlaget for rytmisk præcision i spil, billede, lyd og en fri bevægelighed i tid og rum ved at mixe studieoptagelser med udendørsoptagelser (‘on location’). Til Shakespeares 400 års-dag tog DRtv initiativ til et samarbejde med BBC om en on location indspilning af Hamlet på Kronborg Slot, der blev udsendt over store dele af verden.

I DR var al tv-produktion og indkøb af fremmedproduktion og spillefilm fra 1951 samlet i en afdeling under pioneren J F Lawaetz, men 1959 blev programarterne fordelt på de eksisterende radioprogramafdelinger, der fik radio- og tv-sektioner. 1964 blev medierne skilt i parallelle programafdelinger med undtagelse af børne- og ungdomsafdelingen og musikafdelingen. Der var derefter 4 instanser, der arbejdede med TV-D:

1) Børne- og ungdomsafdelingen, der til sit særligt definerede publikum stod for kortere føljetoner, fx Jytte Hauch-Fausbølls Sonja fra Saxogade 1968-69 og fortløbende serier som Bamse og kylling.

2) Musikafdelingen, der med basis i DR's orkestre og kor producerede opera og ballet.

3) Tv-teaterafdelingen, der producerede enkeltspil (teatertekster, litteraturdramatiseringer og originale tv-spil) og kortere føljetoner som Leif Panduros Ka’ De li’ østers 1967, Panduro og Bent Christensens Smuglerne 1970-71, Klaus Rifbjergs Vores år 1980 og Lars von Triers Riget I-II 1994 og 1997, samt dramatiseringer som af Hans Kirks Fiskerne 1977.

4) Tv-underholdningsafdelingen, der efter engelsk forbillede producerede fortløbende serier som Erik Ballings Huset på Christianshavn 1970-77 og Lise Nørgaards Matador 1978-81, hvor forfatterne indgik i forfatterkollektiver, samt klassiske operetter.

TV-Ds genre og formmæssige udvikling fandt især sted i teater- og underholdningsafdelingerne. I den første dominerede interessen langt op i 1980'erne for via enkeltspillet at udvikle TV-Ds udtryksmuligheder i kraft af originale værker af en stor kreds af dramatikere med bl.a. Sven Holm, Erik Knudsen, Sten Kaalø, Finn Methling, Leif Panduro, Leif Petersen, Klaus Rifbjerg, Peter Ronild og Jess Ørnsbo, der samarbejdede med instruktører som Leon Feder, Klaus Hoffmeyer, Søren Melson, Palle Kjærulff-Schmidt, Ole Roos og Henning Ørnbak, hvoraf flere havde en filmbaggrund, der bibragte tv-spillet en række filmiske kvaliteter mht. præcision i det ny billedmediums udtryksevne. Med monopolbruddet 1988 førte konkurrencen – som i udlandet – til, at den manifesterede sig i de fortløbende seriers evne til, ikke mindst med kriminel spænding, at fastholde seere ved den enkelte kanal. Denne udvikling tager fart med TV2s Strisser på Samsø 1997/98 af instruktøren Eddie Thomas Petersen og DRtvs Taxa 1997/98 af et kollektiv med Stig Thorsboe som hovedforfatter, der bl.a. fulgtes op af DRtvs Edderkoppen 1999/2000, en kortere krimiføljeton af Ole Christian Madsen, TV2s Hotellet 2000/01 og DRtvs Forbrydelsen 2007, begge af Søren Sveistrup. Efterhånden nåede serierne et internationalt niveau, hvilket bl.a. viste sig ved, at DRtvs produktioner: Peter Thorsboes Rejseholdet 2000/04, Sveistrups Nikolaj og Julie 2002-03, Peter Thorsboe og Mai Brostrøms Ørnen 2004-05 og Rumle Hammerichs Unge Andersen 2005, har vundet den amerikanske tv-pris Emmy, som bedste ikke-amerikanske serie. De lange serier er ved årtusindskiftet den dominerende form for TV-D, men bl.a. ved en politisk besluttet ordning er de to danske public service stationer bundet til et samarbejde med dansk filmindustri, dels ved at udlægge opgaver, som fx Per Flys Forestillinger 2007, dels ved at coproducere et antal danske biograffilm mod en senere visningsret. Se også Absurdisme; Jean Genet.

Bibliografi: Agger, G Dansk tv-drama: arvesølv og underholdning 2005; Bondebjerg, I Elektroniske Fiktioner 1993; Borup Jensen, T Fra bog til skærm. ‘Fiskerne’ som TV-spil 1977; Grøngaard, P Det danske tv-spil 1988; Hammershøy Nielsen, B ‘TV-serier i langt format’ i Wiingaard, J Medier og æstetik. Medieteoriens Historie og analysepraksis 1999; Jensen, J F Analyser af tv og tv-kultur 1991; Jørgensen, J C TV-teatret 1976; Nørgaard, L & Balling, E Historien om Matador 1989; Wiingaard, J Teaterkommunikation. Analyse af et stykke TV-dramatik 1976.