Toneelgroep Amsterdam, Hollands største teaterkompagni med base på Stadsschouwburg Amsterdam. Det blev startet 1987 med instruktøren Gerardjan Rijnders som kunstnerisk leder. Rijnders prægede teatret i næsten 15 år og satte en række klassikere op på en spektakulær og følelseskold, isnende måde, fx Racines Andromaque 1990 og Heinrich von Kleists Penthesilea 1991. Han skabte forestillinger, der involverede store grupper af kunstnere fra andre institutioner og skrev selv forestillinger, gennemsyret af et negativt og selvdestruktivt verdenssyn, der byggede på en vrede over verden, som den er. Rijnders’ forestillinger var fulde af talent, krævende og udfordrende og også fascinerende for publikum. Rijnders blev 2001 efterfulgt som kunstnerisk leder af den belgiske instruktør Ivo van Hove. Han iscenesætter klassikere, men er også interesseret i at sætte usædvanlige tekster op, fx bruger han filmmanuskripter og operalibrettoer som forlæg for sine forestillinger.
| Artiklen Toneelgroep Amsterdam er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Gyldendals Teaterleksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki