Dario Fo

Dario Fo, 1926-2016, italiensk skuespiller, dramatiker, scenograf og teaterleder. Uden egentlig skuespilleruddannelse står F som en af sin tids store komikere, med usædvanlige mimiske, stemmemæssige og grotesk fabulerende potentialer, altid på kant med politiske og religiøse magthavere. Barndommens folkelige historiefortællere, i fabulatori, blev et væsentligt udgangspunkt for ham.

I 1953-54 vakte han opmærksomhed med to satiriske revyer. Et gennembrud, også internationalt, kom 1958 med en række farce-enaktere, baseret på traditionen i det omrejsende teater, som hustruen Franca Rame kom fra. Sammen grundlagde de 1958 Compagnia Teatrale Fo-Rame, som findes endnu, dog afløst fra 1968 og i godt en snes år af mere kollektive organisationsformer. I 1960'erne producerede de store satiriske forestillinger, som fx Settimo: ruba un po’ meno 1964 (Stjæl lidt mindre Aalborg Teater 1971, Det 7. bud: Stjæl lidt mindre Det Kongelige Teater 1972, Syvende bud: Stjæl lidt mindre Odense Teater 1990) med en hale af politianmeldelser og sagsanlæg efter sig pga. deres venstreorienterede provokationer. Den storpolitiske satire La signora è da buttare 1967 (Smid damen ud gæstespil på Odin Teatret 1969) blev deres sidste forestilling på normale teatre. Herefter spillede de på fabrikker, sportshaller o.l., og havde organiseret sig som en forening, som således var undtaget politikontrol. Fra 1969 vendte F med Mistero Buffo (Banden 1981) tilbage til fabulatore-rødderne, middelalderligt inspirerede monologer, der udfordrede den officielle, katolske moral. Formen blev siden fulgt op i bl.a. den kinesisk-inspirerede Storia della tigre 1978 (Historien om tigeren gæstespil i Cirkusbygningen 1984). Som udfordring til sproglig, kulturel og magtmæssig centralisering optrådte F her på en selvskabt blanding af dialekter – som undertiden slog over i lydsproget gramlot. I de stærkt politiske 1970ere produceredes en række ‘udrykningsforestillinger’ med tilknytning til en yderligtgående venstrefløj. En tekst som Morte accidentale di un anarchico 1970 (En tilfældig anarkists hændelige død Fiolteatret 1973), har imidlertid vist sin levedygtighed. Den satte i farcens form spørgsmålstegn ved den officielle forklaring på et politisk motiveret politiovergreb.

Da den ideologiske bølge havde lagt sig i 1980'erne, kom også temaer om privatliv og seksualitet ind i billedet. Op gennem 1990'erne søgte F og Rame desuden at videreføre linjen fra de store satiriske komedier fra 1960'erne, nu uden samme gennemslagskraft. Den provokatoriske effekt slog dog til igen i et par forestillinger om ministerpræsident Berlusconi omkring 2000. Siden 1986 har F sat en række Gioacchino Rossini-operaer op, senest 2003 Il viaggio a Reims (Rejsen til Reims) i Helsinki. F blev tidligt opført i Danmark, først farce-enaktere på Fiolteatret i 1961, siden især af det politiske gruppeteater i 1970'erne. Han har ofte besøgt Danmark med seminarer og gæstespil. Se også Commedia dell’arte; Gøglerens rettigheder; Politisk teater.

Dramatiske værker: Gli imbianchini non hanno ricordi 1958 (En maler kommer sjældent alene DRtv 1968); Gli arcangeli non giocano al flipper 1959 (Ærkeengle laver aldrig fiduser Aarhus Teater 1965); Chi ruba un piede è fortunato in amore 1961 (En fod i hånden Folketeatret 1966); Isabella, tre caravelle e un cacciaballe 1963 (Columbus Teatret ved Sorte Hest 1982); Ordine per DIO.OOO.OOO.OOO 1972 (Bind mig bare … jeg smadrer alligevel hele lortet Fiolteatret 1975); Non si paga, non si paga! 1974 (Vi betaler ikke! Vi betaler ikke! BaggårdTeatret 1977); La marijuana della mama è la più bella 1976 (Mors pot er godt Jomfru Ane Teatret 1979); Tutta casa, letto e chiesa 1977 (Kvinder, kvinder, kvinder Teatret ved Sorte Hest 1980, Kvindemonologer Banden 1981); Claxon, trombette e pernacchie 1981 (Kidnapningen Jomfru Ane Teatret 1982, Kidnapning til hornmusik Teatret ved Sorte Hest 1982, Biler, brag og blå briller Odense Teater 1984); Coppia aperta quasi spalancata 1983 (Ægteskab på vid gab Odense Teater 1988); Il ratto della Francesca 1984 (Francescas rov Gladsaxe Teater 1988); Johan Padan alla descoverta delle Americhe 1991 (Johan Padan Odense Teater 1996); L’anomalo bicefalo 2003.

Teaterpriser: Nobelprisen i litteratur.

Bibliografi: Fo, D Lille håndbog for teaterfolk 1989; Holm, B Den omvendte verden. Dario Fo og den folkelige fantasi 1980 & ‘Dario Fo – Politics and the Avant-garde(s)’ i Nordic Theatre Studies 16, 2004; Mitchell, T Dario Fo. People’s Court Jester 1999.