Niccolò Machiavelli

Niccolò Machiavelli, 1469-1527, florentinsk statsmand, politisk filosof og dramatiker, knyttet til den romerske republiks statsadministration. 1512 anklaget for sammensværgelse, men benådet, og helligede sig derefter sit forfatterskab. Bedst kendt for Il principe 1513, trykt 1532 (Fyrsten 1876), der i skarp prosa skildrer renæssancefyrstens politiske hverdag, hvor kun ‘målet helliger midlerne’, og hensynet til staten sættes over alt andet uden moralske skrupler. Kan både læses som politisk håndbog i magtudøvelse og som bidende satire over et korrumperet samfund. Bogen fik afgørende indflydelse på det elizabethanske og jacobeanske drama i England; M omtales direkte hos Marlowe i The Jew of Malta ca. 1589, hos Shakespeare i Henry VI 1589-91 og The Merry Wives of Windsor 1598-99 samt hos John Webster i The White Devil 1612; dertil blev den machiavelliske skurk en stående karakter i mange af tidens skuespil. M skrev tillige skuespil, bl.a. versioner af Plautus’ og Terents’ værker, men er mest kendt for den italienske renæssances måske bedste komedie, La Mandragola 1518 (Frederiksberg Teater 1941), en saftig og vittig satire over tidens laster, som også kan ses som en politisk allegori.

Bibliografi: Kinck, H E Renæssance mennesker. Historien om Niccolò Machiavelli 1916; Sforza, C Machiavellis udødelige tanker 1949.