Mexico

Mexico, Der opførtes både profane og religiøse forestillinger i M før den spanske erobring, ved store officielle fester, fx i anledning af sejre, såning, høst og de dødes dag, og ved private begivenheder som bryllup og fødsel. De blev opført på lokaliteter, der på en gang var naturlige og symbolske, eventuelt med dekorationer som fx en løvhytte med blomster til festen for blomsternes gudinde. De optrædende var præster, men også professionelle sangere, dansere og musikere. I 1862 fandt man den eneste overleverede tekst fra denne tid, affattet i maya-quiché, til en dramatisk ballet Rabinal Achi, der 1984 dannede grundlag for José Sergio Magaña Hidalgos skuespil Los enemigos.

Spanierne erobrede M 1521 og franciskanerne benyttede hurtigt de indianske dramatiske traditioner til fremstilling og indoktrinering af erobrernes kristendom, fx førte fremstillingen af La caída de Adán y Eva, først skrevet på nahuatl og siden på spansk, 1530 til en massedåb af indfødte.

Det spanske drama, som var i sin tidlige blomstringsperiode, manifesterede sig hurtigt i M. 1538 fandt den tidligst optegnede opførelse sted, 1597 åbnedes et fast teater kun 20 år efter Madrid fik sit, og i begyndelsen af 1600-tallet spillede tre skuespillertrupper spanske stykker, men fx også stykker om markante begivenheder i forbindelse med erobringen, som El Idilio de Quetzal y Huetzel (Kærligheden mellem Quetzal og Huetzel) af Francisco de Terrazas. Den indianske fortid inddrages i det hele taget i den spanske befolknings historie bl.a. i mascarades ved hoffet og på universiteter, hvor dens religion og historie spiller en stor rolle. M får egne dramatikere som Juan Ruiz de Alarcón, der tidligt skabte sig en karriere i Spanien ved siden af Lope de Vega, og Sor Juana Inés de la Cruz, kaldt den 10.muse, der skrev autos sacramentales.

1816 blev M selvstændigt, og det blev indgangen til en periode med udvikling af en nationalromantisk litteratur og dramatik, samtidig med at en række større teatre blev bygget, bl.a. det store nationalteater fra 1844 Teatro Santanna, senere El Nacional. I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet deler udviklingen sig i to retninger. En litterær med udgangspunkt i udviklingen i samtidens europæiske dramatik og et populært underholdningsteater baseret på versioner af udenlandske succeser, som af egen succes presses til ugentlige premierer. José Peón Contreras skriver med stor flid romantiske kappe- og kårdestykker.

Porfirio Díaz, der blev præsident 1877, blev 1911 fordrevet af Den Mexicanske Revolution. Han havde 1904 begyndt byggeriet af det store teater Palacio de Bellas Artes, som stod færdigt 1934 samtidig med en række teatre bygget af revolutionen. Der blev opført realistisk, socialt engageret, og igen bevidsthedsskabende nationalistisk teater. Samtidig fulgtes opmærksomt udviklingen af det moderne teater i Europa og USA, bl.a. med inspirationer fra Piscator, Stanislavskij og Meyerhold. 1946 oprettedes Instituto de bellas artes (INBA) og en national teaterskole. Der udvikles to særlige former; telt-teatre, carpa, hvor man for billige billetter kan opleve to lokale og aktuelle tandas eller revyer, der i stil kan minde om commedia dell’arte, og indianske optog i byerne, der har træk af en latent modstand mod det spanske herredømme, selv når det fx drejer sig om et optog til jomfruen i Guadalupe.

Siden 2. Verdenskrig har teatret undergået en rivende udvikling. 1953-58 opstår 30 nye teatre, og i dag fungerer mere end 50 i Mexico City. Dramatikere som José Agustín og Emilio Carballido og instruktøren Seki Sano skaber teater med kritisk holdning til samfundets udvikling, og de følges af en ny generation, som fx dramatikerne Sabine Berman og Alejandro Licona, der skildrer livets moralske forfald i de store byer, gerne iblandet en bidende humor. Der er dannet en række officielle institutioner, bl.a. CLETA (Frit center for eksperimentelt teater og kunst) 1973, der med et landsdækkende netværk spiller i metroer, på åbne pladser og i skoler med et repertoire, der søger at bevidstgøre arbejdere om deres uretfærdige livsvilkår og politiske muligheder for at fremkalde ændringer. M har en omfattende teateraktivitet, hvoraf en væsentlig del er offentligt støttet, men arbejdsvilkårene er vanskelige, bl.a. fordi en høj inflationsrate udhuler det økonomiske grundlag for produktionen.

Bibliografi: Canton, W Teatro de la Revolución mexicana 1982; Magaña Esquivel, A Medio Siglo de teatro mexicano (1900-61) 1961; Usigli, R Méjico en el teatro 1932.