Else-Marie Hansen, eller blot Else-Marie, 1904-2003, dansk skuespiller. Debut 1927 i Vincent Youmans, Irving Caesar og Otto Harbachs operette No, no Nanette på det daværende Fønix Teatret, nu Aveny Teatret, der blev indledningen til en karriere som operetteprimadonna, der kulminerede 1938-44, hvor hun dannede par med Hans Kurt, bl.a. på Nørrebro Teater og Det Ny Teater. Hendes popularitet som en borgerlig, sød sangstjerne holdt til ind i 1950'erne, hvorefter hun helligede sig skuespillet bl.a. på Alléscenen og først trak sig tilbage omkring 1990 efter bl.a. at have spillet Sidse Lugekone i Elith Reumerts Nøddebo Præstegaard på Folketeatret. Gift med Holger Juul Hansen 1952-65.