Marguerite Viby

Marguerite Viby, 1909-2001, dansk skuespiller. Debuterede som balletpige på Tivolis sommerteater 1923. 1927 kom hun til Helsingør Sommerteater, fortsatte på turné og fik sin første talerolle som wienerpigen i Kalman-operetten Cirkusprinsessen 1928. I Århus lavede hun en skæg parodi på Josephine Baker, der fik Scala i Kbh. til at sende bud efter hende. Her sang hun duetter med Edgar Hansen og lavede et par komiske danse med Hans W Petersen. I 1931 medvirkede hun på Riddersalen i PH-revyen Pæn og Høflig, hvor hun sang ‘Det er sjovt at være til. Man sku’ aldrig være andet’. Gennembruddet kom i 1932 på Apolloteatret, hvor hun spillede s.m. Carl Alstrup og Hans W Petersen. Hun var eksponent for en ny tids puls og rytme, frejdig og skæg og med et uopslideligt gå-på-mod fremstod hun ukrukket med afvæbnende smil og naturlighed. En danserinde, sangerinde og klovn på samme tid og med en forbløffende sikker sceneoptræden og replikbehandling. Gennem filmen vandt hun et stort publikum både i Danmark og Sverige. I Jacques Devals lystspil Min kone fra Paris Folketeatret 1940 fik hun rørende og uden sentimentalitet forsvaret den lille tilgiftede pige, så hun kunne stå distancen i det fine selskab. I Dagmar-revyen sang hun ‘Flyv, min hest’ 1943 og Chaplin-visen ‘Med stok og med hat og med skæg’ Dagmarteatret 1953 og viste, at hun også beherskede den alvorlige, meningsfulde og perspektivrige vise lige så overbevisende, som når hun var ‘Den jazzende husmor’ og sang ‘Før vi fik bil’ i Cirkusrevyen 1965. Dertil kom pragtfulde figurer i Noël Cowards Faldne engle Riddersalen 1950, Joseph Kesselrings Arsenik og gamle kniplinger Apollo Teatret 1956 og Claude Magniers Oscar Folketeatret 1961, hvor hun specialiserede sig i forvirrede ældre damer, samt hendes sidste store glansnummer som den barokke og snakkesalige Mrs. Piper i Mordskab Alléscenen 1968. En enkelt rolle på Det Kongelige Teater, Donna Olympia i Holbergs Don Ranudo 1982 s.m. Ebbe Rode. I operetten og musicalen blev hendes frk. Dyd s.m. Bodil Steens frk. Moral og deres ‘Raketvise’ i Hector Cremieux og Jacques Offenbachs Orfeus i underverdenen på Det Ny Scala 1955 endnu et højdepunkt, ligesom hendes Madame Dubonnet i Sandy Wilsons Boy Friend Gladsaxe Teater 1965 og hendes steppende stuepige i Vincent Youmans, Irving Caesar og Otto Harbachs No, no Nanette Aarhus Teater 1973 var helt uimodståelig. Gennem mere end tres års virke viste hun, hvor megen perfektion, præcision og udholdenhed der skal til, for at klare sig i den såkaldte ‘lette genre’. Mor til Susse Wold.

Teaterpriser: Marguerite Vibys Jubilæumsfond, Årets Æreskunstner.

Bibliografi: Mørk, E Marguerite Viby – det var sjovt at være til 2001; Petersen, V K Marguerite Viby – så længe vi kan mindes 1976; DanmarkBL.

Artiklen Marguerite Viby er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk