cirkus

Cirkus, i traditionel form en forestillingstype, der foregår i et telt på en cirkelrund spilleplads, manegen, der afgrænses af en kant, pisten, og hvori det centrale er artistnumre, især kraft- og behændighedsnumre, dyredressur og klovnenumre. Det klassiske C er således viet dyrkelsen af sensationen især i form af fremvisning af menneskelig ekvilibrisme, styrke og mod, og hvor publikums medleven i form af gys, beundring eller latter er afgørende. Dette forstærkes af tilskuernes placering i en cirkelform, hvor man på tværs af manegen kan se hinanden. Uden om forestillingen er C et selvstændigt omrejsende samfund med et ganske skarpt hierarki, men samtidig båret af et stærkt fællesskab. Cs oprindelse i nyere tid tilskrives den engelske kunstberider, tidligere kavalerist Philip Astley, der i 1768, som den første, offentligt præsenterede hestedressur, hvor hestene løb i ring omkring dressøren. I begyndelsen af 1800-tallet udvikledes formen, og hestecirkus smeltede sammen med artistnumre, man kendte fra de omrejsende trupper, således at der blev indlagt bl.a. akrobatik, linedans og de såkaldte cirkuspantomimer. Det var små selvstændige mimiske, men ikke nødvendigvis stumme episoder, der ofte havde eksotiske miljøer, og hvori fx eventyrstof eller historiske begivenheder blev opført med brug af tableauer. I begyndelsen og midten af 1800-tallet bredte C sig fra England og Frankrig til hele Europa, ikke mindst Tyskland, samt til Rusland, og der blev opført cirkusbygninger i en lang række større byer, heriblandt det første i Kbh. i 1830, Philippo Pettolettis Circus Gymnasticus ved siden af Nørrebro Teater med plads til 1.800 tilskuere. I USA udviklede C sig, delvist i takt med jernbanen, til at blive kendetegnet af meget store forestillinger, ofte med flere maneger. Navne som Barnum & Bailey og Ringling Bros. bliver i sidste del af 1800-tallet og i 1900-tallet toneangivende for en særlig storslået amerikansk cirkusform. Ligeledes i Asien, især Indien og Kina, udviklede C sig.

I Danmark vistes den første forestilling i 1799 af en engelsk kunstberider. Her som i resten af Norden var det i begyndelsen omrejsende engelske og franske selskaber, der dominerede, men fra sidste del af 1800-tallet opstod danske C med Cirkus Miehe 1861 og Cirkus Benneweis 1887 som de mest fremtrædende. Det er ligeledes i denne periode, at teltet vinder frem som den dominerende lokalitet. Omkring de første år af 1900-tallet forsvandt cirkuspantomimen gradvist, formodentlig slået ud af de nye stumfilm, der dyrkede den samme emnekreds, men de forskellige klovnefigurer som fx den hvide klovn fra pantomimen forblev en væsentlig del af forestillingen. Dermed fandt cirkusforestillingen den form, der i dag kan anses som klassisk. I centrum står mennesket og hvad mennesket gennem hård træning, talent og viljestyrke kan udrette med sin krop. GrundsteneniC er derfor artisten, og de forskellige typer af artistnumre, der hver især betoner forskellige menneskelige kvaliteter: behændighed, styrke, smidighed, humor, kontrol eller mod. Dertil kommer fremførelse af ikke mindst dresserede vilde dyr samt af heste og ind imellem andre husdyr. Cirkusforestillingen er opbygget, så der fremstår et særligt univers, hvor publikum møder en stadig strøm af sensationer i form af numre, der imponerer, morer eller spiller på frygten. Til at afbalancere dette spiller klovnen en afgørende rolle som den, der forløser spændingerne i latter. I 1970'erne udvikledes en ny genre af C, nycirkus.

Bibliografi: Enevig, A Cirkus i Danmark 1982; Hotier, H Cirque, communication, culture 1995; Zerlang, M Underholdningens historie 1989.