Michael Chekhov, 1891-1955, russisk skuespiller, instruktør og pædagog. C, der var nevø til Anton Tjekhov, spillede fra 1911-28 på Moskva Kunstnerteater (MXAT) og blev en original arvtager til Stanislavskijs teateridéer. Med sine energibetonede øvelser for skuespillerne bidrog han til en udvidet forståelse af skuespillerkroppens indre og ydre rytmik, sammenfattet i den såkaldte psykologiske gestus. C var også optaget af antroposoffen Rudolf Steiners idéer og udviklede tanker om åndelig reinkarnation og karma. Disse tanker vendte C tilbage til i flere omgange. I 1928 blev hans organiske kunstsyn dog for ‘mystisk’ for det kommunistiske styre; han måtte forlade landet og søgte herefter at nå et gennembrud i forskellige europæiske teatersammenhænge. Han blev pædagog for skuespillere i Litauen, iscenesatte Wagners Parsifal 1934 i Riga og gæstespillede i Tyskland og Paris. 1930-38 ledede han en teaterskole i Dartington Hall, England, hvor hans elev Deirdre Hurst du Prey 1936 begyndte en transskription af alle hans lektioner frem til 1942. I 1938 emigrerede C til USA, hvor han samarbejdede med skuespillere og pædagoger fra Actors Studio og derved bidrog til den amerikanske udgave af Stanislavskijsystemet, The Method. I Hollywood blev han fra 1942 en betydningsfuld pædagog for skuespillere som Gregory Peck, Anthony Quinn og Marilyn Monroe. I USA medvirkede C i flere film, bl.a. i Alfred Hitchcocks Spellbound 1945.

Bibliografi: Chekhov, M To the Actor 1953 (Til skuespilleren 1997) & Lessons for the Professional Actor. From a collection of notes transcribed and arranged by Deirdre Hurst du Prey 1985; Black, LC Mikhail Chekhov as actor, director, and teacher 1987.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig