Søren Frandsen, 1918-96, dansk scenograf, uddannet teatermaler hos Jens Madsen Visnek 1938. Blev ansat ved Det Kongelige Teaters malersal i 1949, hvor han forblev til sin pensionering 1988, fra 1966-85 som leder. F debuterede i 1941, men havde sit egentlige gennembrud i 1964 med en tidsneutral rumopbygning til Arthur Millers Marilyn Monroe-portræt Efter Syndefaldet på Det Kongelige Teater. Herefter blev det til mange selvstændige arbejder for alle tre kunstarter, fx skuespillet Kong Johan 1969 af Dürrenmatt, balletten Napoli 1975 af Bournonville og operaen Rosenkavaleren 1976 af Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal – nogle af hans dekorationer bruges endnu. F arbejdede også ved andre teatre som Det Danske Teater og Folketeatret, hvor han bl.a. i 1979 stod for fornyelsen af den traditionsrige Nøddebo Præstegaard af Elith Reumert. Se også Ludvig Holberg.