Spanien

Spanien, Pga. det arabisk-muslimske overherredømme (711 e.Kr. – ca. 1300), der modsatte sig teater, udvikledes det spanske drama sent i forhold til det øvrige Europa. Fra ca. 1200 opstod kristne religiøse spil, autos sacramentales, der efterhånden inkluderede profane indslag, pasos, på nationalsproget. Autos blev spillet først i kirken, så ved hoffet og senere på markedspladser. Omvandrende grupper spillede på vogne, carros, eller på primitive scener indrettet i den ene ende af en (kro)gård corral, og i 1500-tallet åbnedes i de større byer permanente corralteatre, der ofte blev drevet af et religiøst broderskab. Fra 1587 blev det kvinder tilladt at spille teater i Madrid, men efter bestemmelse fra 1608 måtte de ikke optræde i mandsdragt. I 1632 indviedes det første hofteater i et kgl. palads, samtidig med at autos til Kristi ære blev opført i Madrids gader. Spansk dramatik oplevede en blomstring i renæssancen med værker af Tirso de Molina som El Burlador de Sevilla y Convidado de Piedra ca. 1624 (Don Juans sidste dage) og ikke mindst Lope de Vega og Calderón, der skrev både for et folkeligt publikum, for hoffet og for kirken. I modsætning til fransk drama forholdt man sig helt udogmatisk til de klassiske regler. Stoffet til profane spil kom især fra Castiliens krøniker, som blev omsat til comedías de capa y espada (kappe- og kårdekomedier), populære intrigespil, både tragiske og komiske, om kærlighed og ære med en galopperende handling og en levende, mundret dialog. Spansk guldalderdramatik blev genopdaget sidst i 1700-tallet og fik en kraftig indflydelse på europæisk romantik. I 1800-tallets S opførte man efter udenlandsk forbillede flere offentlige teaterbygninger for et mondænt publikum i Barcelona og Madrid og spillede romantiske og folkloristiske dramaer i costumbrismo-stil; Zorrillas sentimentale Don Juan Tenorio 1844 fik stor og varig succes. Mod slutningen af århundredet voksede et realistisk borgerligt drama frem, mens Angel Guimerá i Barcelona forsøgte at genoplive catalansk kultur som modvægt til den dominerende castilianske underholdningskultur. I kølvandet på krigen mod Amerika 1898 fulgte en krise, der mundede ud i en modernistisk bevægelse bl.a. repræsenteret af Valle-Inclán med hans ekspressionistiske stil, hvor æstetikken blev forvrænget i overensstemmelse med en grim storbyvirkelighed og den tomhed og det værditab, den har bragt med sig.

Med García Lorca fik S en digter og en teatermand af internationalt format. Hans teatergruppe, La Barraca, havde rødder i tidligere tiders omrejsende grupper og andalusisk kultur. Hans skuespil er tæt forbundet med traditionelle spanske temaer som lidenskab og ære, hos ham forbundet med en kritik af især kvinders udfoldelsesmuligheder i et strengt katolsk patriarkat. Stilen er surrealistisk og i overensstemmelse med den undertrykkelse af drifter, som er et centralt tema. Hverken Valle-Inclán eller García Lorca fik dog held med at forny det spanske teater. De døde begge 1936, og borgerkrigen og Francodiktaturet 1936-75 bremsede enhver kunstnerisk udvikling. Teatret blev i de følgende 30 år underlagt ekstrem centralisme, og statslig censur medførte, at det kommercielle og propaganderende teater blev enerådende. En enkelt veteran fra borgerkrigens venstrefløj, Buero-Vallejo, formåede i 1950'erne i nogen grad at omgå censuren, med sine politisk engagerede og Brecht-inspirerede værker, først og fremmest gennem en flittig brug af symboler. I 1960'erne lempedes censuren og en politisk gruppe som El Joglars kunne opstå 1963. Det absurde drama blev introduceret af Fernando Arrabal, som dog aldrig er blevet så populær i S som i udlandet. Efter demokratiets og ytringsfrihedens indførelse måtte teatret starte forfra, og regeringen satte fokus på teatret som kulturbærende med offentlig støtte, decentralisering, indvielse af dramacentre i Madrid, Barcelona og ude i landet. Der opstod en række frie eksperimenterende teatergrupper, herunder gadeteatret Els Comediants 1971, det tekstbaserede Teatre Lliure 1976 og det visuelt baserede La Fura dels Baus 1979, der alle turnerer inden og uden for S. De er alle postmoderne i den forstand, at de blander genrerne. Dramatikeren Sergi Belbel har med værker om rodløse og skrøbelige eksistenser og en fragmenteret dramaturgi vundet international opmærksomhed, mens argentinskfødte Rodrigo García turnerer i Europa og Latinamerika med teatergruppen La Carnicería Teatro fra 1989, der er kendetegnet ved en brutal stil og en voldsom kritik af globaliseringens ensretning af mennesker. Se også Enrique Vargas.

Bibliografi: Adams, K Spanish Theatre 2001; Halsey, M T & Zatlin, P The Contemporary Spanish Theatre: A Collection of Critical Essays 1988.

Artiklen Spanien er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk