Albert Ranft, 1858-1938, svensk skuespiller og teaterdirektør. R blev kaldt Stockholms teaterkonge, fordi han ejede og drev byens fire privatteatre – Vasateatern 1895-1928, Södra Teatern 1900-26, Oscarsteatern 1906-26 og Svenska Teatern 1898-1925. Han var desuden chef for Operan i Stockholm 1908-10, foruden at han ejede og drev Stora Teatern i Göteborg 1899-1917. Han yndede mest komedier, operetter, farcer og revyer. Hans kunstneriske flagskib, Svenska Teatern blev fra 1875, til det nedbrændte 1925, opfattet som den svenske nationalscene, hvor alle betydelige skuespillere optrådte, og repertoiret fortrinsvis bestod af Shakespeare, Ibsen, Tjekhov og en række af Strindbergs stykker, bl.a. urpremieren på Et Drømmespil 1907. R var en svoren modstander af filmmediet, hvorfor hans skuespillere kontraktligt havde forbud mod at medvirke i film.

Bibliografi: Ranft, A Albert Ranfts memoarer 1928.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig