Börje Ahlstedt, f. 1939, svensk skuespiller, en af den svenske nationalscene Dramatens hovedkræfter med verdensdramatikkens mange svage mænd og livsløgnere som speciale. Oftest rar og sølle, men også farlig. Hans Jeppe i Holbergs Jeppe på Bjerget i Peter Langdals opsætning på Dramaten 1986, (Cirkusbygningen i Kbh s.å.), var fx et under af en universel tragisk komediefigur med desperationen lurende bag det blå barneblik. I samme format var også hans spil i titelrollen i Ibsens Peer Gynt 1991 og kong Leontes i Shakespeares Et vintereventyr 1994, begge i Ingmar Bergmans opsætning, samt ikke mindst den kuede søn i Bergmans svanesang i tv, Saraband, SVT 2003.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.