orkestergrav

orkestergrav, området foran og i nogle teatre ind under scenen, beregnet til orkestret. Ordet ‘orchestra’ betegnede i det antikke græske teater det område mellem scene og tilskuerpladser, hvor koret optrådte. Da teaterformen opera, bl.a. ud fra en fejlagtig opfattelse af antikkens opførelsespraksis, opstod omkring 1600 i Italien, brugtes betegnelsen om det samme område i teatret, der nu blev musikernes.

I det første Det Kongelige Teater på Kgs. Nytorv fra 1748 var der kun plads til 10 musikere foran scenen. I det nuværende Det Kongelige Teaters Gamle Scene og Nye Scene er der plads til 60 musikere i orkestergraven, som i 4 meters bredde løber foran hele prosceniet og er forsænket 1,60 meter i forhold til tilskuerpladserne. Den kan reguleres efter hver forestillings krav til orkesterbesætning og delvis eller helt overdækkes som sceneudbygning eller erstattes af tilskuerpladser. Store musikdramatiske forestillingers krav til besætninger op over 100 musikere er i nogle operahuse, således også i Operaen på Holmen i Kbh., søgt løst ved, at orkestergraven går ind under scenen.

I moderne teaterforestillinger får orkestret jævnligt en mere synlig rolle, ved at orkestergraven hæves eller mindre ensembler rykker op på scenen fx i moderne musicals.

Bibliografi: Leacroft, R & H Theatre and Playhouse 1984.

Artiklen orkestergrav er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk