Dansk Skolescene, en institution i Kbh. der arrangerede teaterforestillinger for skolebørn som supplement til læsning af klassikere i dansktimerne. DS blev oprettet af læreren Thomas P Hejle i 1924 med instruktøren Svend Methling som kunstnerisk ankermand. Udgangspunktet for Skolescenen var en progressiv oplevelsespædagogik. Forestillingerne blev spillet om eftermiddagen på forskellige teatre i Kbh., ofte af de traditionelle teatres repertoire og med kunstnerisk kvalitet.

Der blev oprettet tilsvarende skolescener i bl.a. Århus (Jysk Skoleteater (senere Skolescene) 1925), Odense (Det fynske Skoleteater (senere Skolescene) 1925), Aalborg (Aalborg Skolescene 1934) og Sønderjylland (Sønderjydsk Skolescene 1934). I 1933 blev DS udbygget med den turnerende Landsskolescene og i 1937 med Skolebio, der opfyldte samme formål på filmens område. DS, siden Hejles død ledet af Bjørn Moe, kom i 1960'erne både i modsætning til udviklinger i teatret og i pædagogikken, og kvalitetsniveauet på forestillingerne sank. Fornyelsesforsøg med et mere nutidsrelevant repertoire mislykkedes. DS lukkede i 1968.

Bibliografi: Andersen, E Bogen om Dansk Skolescene. De højere Skolers Kunstaftener og Dansk Skolescene 1920-1955 1956; Himmelstrup, K Børneteatret og samfundet. Vilkår, principper og debat 1974; Langsted, J ‘Fra skolescene til RBOT’ i Jensen, S J Dansk Teater i 60erne og 70erne 1983.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig