Det Ny Teater

Det Ny Teater, teater i Kbh., et af landets største med godt 1.000 pladser, indviet 1908. Teatret er placeret i en passage mellem to gader og har derfor to facader. Det var det første teater i Danmark med drejescene og balkoner uden støttepiller i salen. Dets førende kræfter i de første sæsoner var bl.a. Poul Reumert, Asta Nielsen og Clara Pontoppidan. Repertoiret var en blanding af operetter, fx Henri Meilhac og Albert Millauds Nitouche 1912, lystspil, fx Brandon Thomas’ Charleys tante 1911, skuespil, fx Soyas Parasitterne, og klassikere, fx Ibsens Samfundets støtter 1911. 1911-37 blev teatret med succes ledet af den tidligere skuespiller, grosserer Ivar Schmidt, der dog måtte slutte pga. økonomiske problemer. Derpå fulgte flere chefer i hastig rækkefølge i forsøg på at redde teatret. En af konstruktionerne bestod i et fast samarbejde 1939-44 med Folketeatret under navnet Alliancescenerne. I 1942 fik Emil Reesens operette Farinelli urpremiere på Det Ny Teater.

I 1944 blev Peer Gregaard teatrets chef; han opløste samarbejdet med Folketeatret og drev de næste 22 år Det Ny Teater frem til at blive Danmarks ypperste skuespilscene, der ofte overtrumfede Det Kongelige Teater i valg af repertoire og dermed knyttede en række af landets førende skuespillere og instruktører til sig. Klassikere vekslede med lystspil og tidens nye og ofte provokerende dramatik; Shakespeare og Molière gik side om side med samtidens danske dramatikere: Kjeld Abell, Kaj Munk, Soya, Knud Sønderby og H.C. Branner. Men det var især de nyere og nyeste udenlandske dramatikere, som i disse år prægede repertoiret i glansfulde opførelser: George Bernard Shaw, Noël Coward, Eugene O’Neill, Arthur Miller, Tennessee Williams, Jean Giraudoux, Jean Anouilh, Jean Genet, Edward Albee, Fernando Arrabal og Ionesco. ‘Nationalscenens dårlige samvittighed’ blev teatret kaldt i Peer Gregaards periode frem til 1966. Fra 1926 og de følgende 30 år havde Det Ny Teater desuden været hjemsted for Dansk Skolescene og 1949-61 for Teaterdirektørforeningens Skuespillerskole.

Gregaards efterfølger blev Meïr Feigenberg 1966-69, hvorpå journalisten Knud Poulsen overtog chefstolen 1970-87. Blandt Poulsens mest markante initiativer var Holbergs Jeppe på Bjerget med Buster Larsen 1971 og et gæstespil med Robert Wilson og hans 12 timer lange Josef Stalins liv og tid 1973. Fra 1987 var teatrets tidligere dramaturg, Viggo Kjær Petersen, chef, indtil teatret 1991 stærkt nedslidt måtte lukke efter en række sæsoner med stort underskud. S.å. besluttede Privat Teatrets chef, Niels-Bo Valbro, s.m. Bent Mejding at restaurere og genåbne teatret som byens førende musical- og operetteteater. Det lykkedes i kraft af en række donationer fra staten, kommuner, amter og ikke mindst private fonde. Samtidig blev de gamle kulissemagasiner under teatret ombygget, dels til en intimscene, Sceneriet, dels til restaurant, Teaterkælderen, hvor musicalspirer arbejder som syngende tjenere.

Siden 1994, hvor teatret genåbnede under de to initiativtageres ledelse, er det drevet for private midler med huslejetilskud fra det offentlige. Fra 1998 er Valbro alene chef med et repertoire der består af store og spektakulære musikforestillinger som Frederick Loewe og Alan Jay Lerners My Fair Lady 1999, Andrew Lloyd Webbers The Phantom of the Opera 2000-01, genoptaget 2003 og Cats 2002, Rodgers & Hammersteins The Sound of Music 2004 og Mel Brooks’ The Producers 2006. Se også Model; Musical; Sminke.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Årets musikteater/show).

Bibliografi: Atlung, K Det Ny Teater 1908-1958 1958; Et teater blev til Jubilæumsskrift 1958.