Ulvedalene. Åbningsforestillingen 1910 var Oehlenschlägers Hagbarth og Signe med Adam Poulsen og Dagny Brincken i titelrollerne. Poul Nielsen iscenesatte. På hver side af scenen ses J.F. Willumsens ravne, som i dag står udenfor hans museum i Frederikssund.

.

Ulvedalene, friluftsteater i Dyrehaven nord for Kbh. Oprettet 1910 af Adam Poulsen og Henrik Cavling med henblik på realiseringen af det folkelige teater, hvor alle uanset rang og stand kunne opleve teater med naturen som baggrundskulisse. Scenen blev tegnet af J F Willumsen, og blev flankeret af kunstnerens to store fakkelbærende fantasifugle, ‘Willumsens Ravne’ – i folkemunde Klavs og Peter. Repertoiret bestod af især danske, men også udenlandske klassikere, og i den første sæson spilledes Oehlenschlägers Hagbarth og Signe, hvortil Carl Nielsen havde komponeret musikken – især under 2. Verdenskrig var friluftsspillene stærkt præget af nationale overtoner. Frem t.o.m. sommeren 1949 opførtes stykker som Johan Ludvig Heibergs Elverhøj, Drachmanns Der var engang –, Sofokles’ Antigone, Fr. Schillers Røverne, Bournonvilles Et Folkesagn og Shakespeares En skærsommernatsdrøm med tusindvis af tilskuere sæson efter sæson.

I Kulturbyåret 1996 blev traditionen med friluftsforestillinger i Ulvedalene genoptaget, da Det Kongelige Teater i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune opførte Elverhøj på en friluftsscene opført til lejligheden. Siden fulgte opsætninger af Der var engang – 1998, Oehlenschlägers Aladdin 2000 (Gladsaxe Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune) og Jørgen Ljungdahl og Jokum Rohdes Ivanhoe 2003 og Rohdes Thor 2006.

Bibliografi: Bernsen, C Friluftsteatret i Dyrehaven 1989; Dyrbye, M Teatret i fri luft kronik i i Berl.T. 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig