elektrisk lys

Elektrisk lys, afløste gaslyset på teatrene efter at Thomas Edison havde opfundet glødelampen i 1879. E blev som følge af katastrofale brande i teatre med gasbelysning hurtigt installeret i amerikanske og europæiske teatre i 1880'erne og 1890'erne – det første teater i Europa var Savoy Theatre i London i 1881. Allerede fra 1840'erne var E imidlertid blevet brugt som effektlys i buelamper, men disse krævede konstant betjening, idet kullene ved den positive og negative pol langsomt brændte op. Fidusen ved Edisons opfindelse er, at glødetråden befinder sig i et næsten lufttomt glas og derfor ikke brænder op. Med E blev det muligt at styre samtlige teaterlamper fra ét centralt sted, og det blev vha. lysdæmpere muligt at foretage gradvis op- og nedblænding af lyset, hvilket gav helt nye muligheder for lyssætning: nu lod det sig gøre at oplyse hele scenen og ikke kun forscenen, og det fik afgørende indflydelse på spillestilen. Teoretikere som Adolphe Appia og Edward Gordon Craig reflekterede over de kunstneriske muligheder af helt ny dimensioner i hhv. Appias La Mise en scène du drama Wagnerien, 1895 og Craigs On the art of the theatre, 1911.

Et moderne lysanlæg består af et lysbord (lyspult), hvorfra lyset styres, og et antal dæmpere, som videregiver de signaler, der modtages fra lysbordet, til projektørerne. Dertil en fordeler, et krydsfelt, som gør det let at sammenkoble projektørerne med de rigtige dæmpere, således at projektørerne, ophængt over scenen eller i salen, kan give lys de steder, der er relevante for forestillingen.

Bibliografi: Bergman, G M Ligthing in the Theatre 1977; Romer, P Lys. Design og planlægning 1994.