kostume

kostume, i teatret betegnelse for en fiktiv figurs påklædning. Teaterkostumet er en væsentlig del af forestillingens visuelle udtryk og skabes af en scenograf, kostumedesigner eller kostumier. K hjælper skuespilleren til at kommunikere rollens karakter og udtryk til publikum. Kostumering og forklædning kan spores lige så langt tilbage i tiden som ceremonielle handlinger og rituelle danse og indeholdes i såvel karnevalet som andre former for maskespil. På teatret har K altid været en nødvendighed og har gennem historien hentet inspiration i samtidens mode, symbolværdier, kunstneriske idealer og ren fantasi. I det antikke teater skelnedes der, som tilfældet har været det lige siden, mellem de forskellige dramatiske genrers typemæssige påklædning. I tragedien bar hovedpersonerne græske gevandter, de kvindelige lang chiton (plisseret gevandt holdt sammen med bånd), peplos (draperet gevandt holdt sammen ved skuldrene) og himation (draperet overstykke), de mandlige lang eller kort chiton og clamys (kort asymmetrisk kappe holdt sammen ved den ene skulder), begge med rig udsmykning og rene farver, lyse eller mørke alt efter karakteren. Hertil kom kothurner (sandal eller sko med ekstra høj hæl eller sål), hovedtøjer og masker. Komediens mandspersoner var mere burleske fx med udpolstrede trikot’er, kort tunika, fallos og påmalede tatoveringer. I middelalderens teater benyttede man de forskellige former for tidens klædedragt; kun de hellige personificeringer bar gyldne gevandter med forskellige attributter. Til gengæld fik fantasien frit spil i de groteske djævlekostumer. I renæssancen 482 og barokken yndede man især at fremstille de klassiske guder og helte samt allegoriske væsner. Hertil fordredes et bestemt mandsudtryk iført Habit a la Romain, som er en dragt med inspiration i den romerske imperatordragt tilsat fiskebenskørt til at støtte det korte skød. Der findes stadig enkelte samlinger af kostumetegninger fra tiden. K-grundlaget var i øvrigt hoffets og overklassens mode, det gjaldt fx for størsteparten af Shakespeares dramaer med alle skyldige hensyn til typificeringer som fx jødens lange kaftan og røde skæg. Et fast figurgalleri med specialiserede K finder man i commedia dell’arte, hvor kun elskerparret, der heller ikke bar maske, var iklædt modedragten. Datidens skuespillere havde selv ansvaret for K. De anskaffede dem ved køb, som betaling eller modtog enkelte som gunstbevilliger fra hofferne. Garderoben kunne således repræsentere store værdier. I løbet af 1700-tallet blev Ks udtryk mere komplekst i takt med dramaets borgerliggørelse og den historiske interesse. Denne udvikling fortsatte i 1800-tallet, hvor ansvaret for K efterhånden blev overtaget af teatrets kostumier. Historiske K, først i et idealiseret udtryk, senere i et realistisk, blev skabt af malere og K-tegnere. Dog kunne de samme K stadig benyttes i flere forskellige stykker.

I 1900-tallet begyndte man i takt med scenografiens udvikling at eksperimentere med abstrakte krops- og bevægelsesformer. De skabtes på de forskellige kunstretningers fortolkningsgrundlag, og K blev nu ofte skabt af scenografen som en del af den visuelle helhed med rum og belysning. De historiske dragter blev fx stiliserede, farver og udsmykning fik symboliserende karakter. Fra 1960'erne eksperimenterede man tillige med de mange nye materialer fx plastik, klæbestof og syntetiske farver. I det postmoderne teater går K-fortolkningerne mangeartede veje, og man benytter à la moderne klædebon, dvs. moderne dragter til de klassiske figurer, eller man sammenstiller et stiliseret tidskorrekt K med en minimalistisk miljøskildring og med lyset som eneste formgiver. I sådanne tilfælde står ‘mennesket’ alene, og K kan hjælpe til rollens fortolkning, understrege bevægelsesmønstret eller det kan modarbejde bestræbelserne. Uanset hvor differentieret K-fortolkningen bliver, må det relatere sig til den virkelige krop, dens muligheder og begrænsninger. Ligesom enhver tids mode, holdninger og menneskesyn altid vil have en vis indflydelse på kostumeringen. Der findes store kostumesamlinger på Det Kongelige Teater, Teatermuseet og Nationalmuseet.

Bibliografi: Bech, V & Andersen, E Kostumer og modedragter, fra Det kgl. Teaters Herregarderobe 1979; Boehn, M v Das Bühnenkostüm in Altertum Mittelalter und Neuzeit 1921; Eriksson, R En kostymhistorisk studie kring Kungl. Teaterns repertoar från gustaviansk tid till nationalromantikens genombrott 1974; Govier, J & Davies, G Dramas store Kostumebog, Teaterkostumets ABC 1997; Kahane, M Côté costume Opéra 1995; Marly, D d Costume on the Stage 1600-1940 1982; McGowan, M M The Court Ballet of Louis XIII, A collection of working designs for costumes 1615-33 1987; Russell, D A Stage Costume Design, Theory, Technique and Style 1973; Strong, R Designing for the Dance 1981.

Artiklen kostume er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk