Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz

Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz, teater grundlagt 1913/14 på initiativ af den socialdemokratisk orienterede Volksbühne-bevægelse, dannet 1890. Under mottoet ‘Kunst for folket’ og med ønsket om at formidle såvel klassisk som moderne teater til arbejderklassen åbnede teatret (med plads til knap 2000 tilskuere) under Emil Lessings ledelse 1914-15 med Bjørnstjerne Bjørnsons lystspil Wenn der junge Wein blüht. Fra 1915-18 forpagtede Max Reinhardt teatret og bibragte publikum cremen af den borgerlige teaterkultur med opsætninger af bl.a. Fr. Schiller, Goethe, Shakespeare og Gerhart Hauptmann. Under Fritz Holls ledelse 1923-29 åbnede teatret for nye, tidskritiske strømninger med bl.a. Erwin Piscators stærkt politisk engagerede og teknisk avancerede opsætninger. Efter premieren på Ehm Welks Gewitter über Gottland 1927 kom det imidlertid til et brud mellem ledelsen, der efterstræbte en politisk neutral kunst, og den revolutionært indstillede Piscator. Under nationalsocialisterne blev Vs kunstneriske profil ensrettet og teatret omdøbt til Theater am Horst-Wessel-Platz. Det blev svært beskadiget under krigen, men genåbnede 1954 og lå nu i DDR-delen af Berlin. Med Benno Besson som hhv. kunstnerisk leder og chef 1969-77 trådte teatret ind i en af sine mest produktive og glansfulde faser, hvor Besson med sine berømte spektakler introducerede nye publikumsaktiverende kommunikationsmåder. Samarbejdet med instruktører som Manfred Karge og Matthias Langhoff og samtidskritiske dramatikere som Heiner Müller og Christoph Hein markerede V som et arnested for såvel kritisk samfundsengagement som kunstnerisk nyskabelse. 1978-90 ledede Fritz Rödel teatret med en overvægt af klassiske komedier på repertoiret.

Siden 1992 har Frank Castorf med stor succes videreført V i Piscators og Bessons avantgardistiske og socialt engagerede ånd. Instruktører og koreografer som Christoph Marthaler, Christoph Schlingensief, René Pollesch og Johann Kresnik har været med til at præge teatrets kunstneriske profil og markeret det som et åbent hus, der også byder på debatter litteraturarrangementer, filmforevisninger og rockkoncerter. Siden 1995 har V rådet over scenen på Prater, og siden 2000 har det hver sommer opsøgt socialt belastede områder med det mobile container- og teltteater Die Rollende Road Show for på denne måde at ‘bringe kunsten ud til folket’.

Bibliografi: Braulich, H Die Volksbühne Berlin 1988; Pforte, D Freie Volksbühne Berlin 1890-1990 1990; Schütt, H-D Castorfs Volksbühne 1999.