Gyldendals Teaterleksikon

Berlin

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Berlin, Indtil 1786, hvor den preussiske hovedstad B fik det første egentlige teater, Königliches Nationaltheater, var teater begrænset til vandretruppers gæstespil. 1796-1814 oplevede nationalteatret en glansperiode under skuespilleren A.W. Iffland med en karakteristisk borgerlig-følsom stil, som i begyndelsen af 1800-tallet blev suppleret med elementer fra Goethes klassicistiske Weimarskole. I 1830'erne og 1840'erne dominerede farcer på berlinerdialekt. I takt med byens hurtige vækst skød i 1850'erne mange privatteatre op med et repertoire af boulevardkomedier, melodramaer og syngespil.

Med Otto BrahmsFreie Bühne 1889 og hans overtagelse 1894 af Deutsches Theater vandt den naturalistiske dramatik og iscenesættelsesstil indpas, til forargelse for hoffet og det reaktionære borgerskab. Omkring 1900 var B Tysklands førende teaterby, et mekka for dramatikere og skuespillere og et sted, hvor ikke mindst den satiriske genre trivedes på litterære kabareter. Som reaktion mod den videnskabeligt kølige naturalisme kastede den unge Max Reinhardt sig ud i et stort reteatraliseringsprojekt, som han bl.a. fra 1905 realiserede på Deutsches Theater og fra 1906 på dets lille anneksscene Kammerspiele. Under 1. Verdenskrig voksede det ekspressionistiske drama og dets iscenesættelses- og spillestil frem. Genren kom til udfoldelse i Reinhardts iscenesættelser på Kammerspiele af bl.a. Strindbergs Gespenstersonate 1916 (som han gæstespillede med i Kbh. 1920) og en række eksperimenterende forestillinger af ung pacifistisk dramatik under Zyklus Junges Deutschland 1917 i kælderen på Deutsches Theater.

Tysklands nederlag i 1918 medførte kejserens abdikation og republikkens grundlæggelse i Weimar 1919. Kendetegnende for republikkens teater (1919-33) var mange tilløb til fornyelse af teatrets udtryksform. På Schauspielhaus, nu Preussisches Staatstheater, satte Leopold Jessner 1919-33 store ekspressionistiske forestillinger af klassikere op. Arbejderteatrene indstuderede pædagogiske lærestykker af bl.a. Brecht. Agitproptrupper optrådte på fabrikker og i forsamlingshuse og forsøgte at vinde arbejderne for kommunismen. På kabaretterne blomstrede den politisk-satiriske Kleinkunst. Erwin Piscator eksperimenterede med en politisk agiterende og teknisk krævende dokumentarisk teaterstil, og såvel han som Brecht arbejdede på en metode for et episk teater. På Theater am Schiffbauerdamm morede et pengestærkt borgerligt publikum sig over Brecht/Weills Die Dreigroschenoper 1928, alt imens Reinhardt fastholdt sin centrale placering i teatrets udvikling.

Efter nazisternes magtovertagelse iværksattes en ‘udrensning’ på teatrene. Eksperimenterende og politiske forestillinger blev forbudt, jøder og kommunister blev afskediget. Udvalgte skuespillere og instruktører blev sat til at lede de subventionerede nationalsocialistiske statsteatre. Repertoiret blev ensrettet og bestod hovedsageligt af klassikere; 1933-45 blev der ikke skrevet nævneværdig tysk dramatik. I 1944 blev Bs teatre lukket som en konsekvens af den ‘totale’ krig, og mange teatre blev beskadiget eller helt ødelagt.

Efter Tysklands deling 1949 blev Deutsches Theater udnævnt til DDR’s nationalscene sammen med Berliner Ensemble, der spillede modelforestillinger i Brechts karakteristiske teateræstetik. På Vestberlins teatre opførtes klassikere, boulevardkomedier og den nye europæiske dramatik, som havde været forbudt under nazisterne, mens man forgæves ventede på en dramatiker, der tog stilling til den nazistiske fortid. Først fra 1962 med Piscators opsætninger på Freie Volksbühne som Rolf HochhuthsDer Stellvertreter 1963 og Peter Weiss’Die Ermittlung 1965, begyndte teatret at kommentere fascismens forbrydelser. Studenteroprøret 1968 på Freie Universität indvarslede et brud, der i høj grad påvirkede teatret. En ny generation af dramatikere, instruktører og skuespillere begyndte at sætte deres præg på Vestberlins teater. Et markant eksempel er Peter Steins teaterkollektiv, som han fra 1970 spillede med på Schaubühne am Halleschen Ufer.

Efter murens fald 1989 blev de tidligere DDR-teatre, Deutsches Theater, Volksbühne og Theater am Schiffbauerdamm Bs nye flagskibe, mens nogle af Vestberlins teatre blev ofre for den sparerunde, som var konsekvensen af genforeningen. I dag er B et teaterkunstens kraftcenter med mange teatre med et repertoire af ny dramatik og dekonstruerede klassikere i ny-ekspressionistisk spillestil og en række internationalt betydningsfulde iscenesættere og teaterledere.

Bibliografi: Daibler, H Deutsches Theater seit 1945 1976; Rühle, G Theater für die Republik 1917-1933 1967; Theater heute, Jahrbuch 1996.

 

Artiklen Berlin er en del af Teaterleksikon; en bog med ca. 3700 opslag på over 1000 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Gyldendals Teaterleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Weimar
by ved floden Ilm i den tyske delstat Thüringen ...Artikel i Den Store Danske
Deutsches Theater
tysk teater, grundlagt 1883 i Berlin som protest ...Artikel i Den Store Danske
abdikation
tronfrasigelse , bruges især om en regents elle ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
ElFH
13/07/2012
  • Læst 480 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki