Frank Castorf

Frank Castorf, f. 1951, tysk instruktør og teaterchef. Inspireret af Heiner Müller udviklede C tidligt en æstetisk fragmenteret form, hvor teaterteksten frit kan tilpasses forestillingens dramaturgi. I stedet for at anskue teater som et oplysningsprojekt var C påvirket af avantgardens interesse for alt fra dadaisme til rockmusik. Med forestillinger som Shakespeares Othello 1982, Brechts Trommeln in der Nacht 1984 og Nora over Ibsens Et dukkehjem 1985 i Anklam fik C ry for at være helt respektløs i sine fortolkninger af klassikere. Det førte ham på kollisionskurs med DDR-styret, og i slutningen af 1980'erne bragte dette ry som ‘klassikerskænder’ C til Vesttyskland. Efter genforeningen 1990 blev hans første opsætning på Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz Fr. Schillers Die Räuber i 1990. I 1992 overtog han ledelsen af teatret. Uden veneration for den østtyske fortid. Volksbühne blev fra da af tysk teatercentrum i en brydningstid. Både i sine klassikeropsætninger af fx Shakespeares König Lear 1992, Ibsens Frau am Meer 1993, Friedrich Hebbels Die Nibelungen – born bad 1995, Jean-Paul Sartres Schmutzige Hände 1998 og i sine dramatiseringer af film som fx Anthony Burgess’ A Clockwork Orange 1993 og Irvine Welshs Trainspotting 1997 søgte C at udvide teatrets grænser. Da C i slutningen af 1990'erne bearbejdede romanværker af bl.a. Fjodor Dostojevskij og Mikhail Bulgakov til scenen, blev de elektroniske medier for alvor inddraget og videoprojektioner fik en stadig større plads i forestillingerne, jf. Der Idiot 2002 og Der Meister und Margarita 2002. S.m. scenografen Bert Neumann skabte han et nyt scenisk koncept, hvor tilskuerne selv bliver en del af scenebilledet og kun delvis eller på videoskærm kan følge det sceniske forløb. C har med sit ensemble gæstet Danmark flere gange: på Århus Festuge 2000 med en dramatisering af Tim Staffels Terrordrom fra 1998, Det Kongelige Teater 2005 med H.C. Andersens Snedronningen (Meine Schneekönigin 2004) og Det Kongelige Teater 2007 med Wagner og Christoph Hombergers Die Meistersinger.

Bibliografi: Detje, R Castorf, provokation aus Prinzip 2002; Schütt, H D Die Erotik des Verrats 1996 & Castorfs Volksbühne 1999.