• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oskar Kokoschka

Oprindelig forfatter KeKv

Oskar Kokoschka, 1886-1980, østrigsk maler og dramatiker. Som elev ved kunsthåndværkerskolen i Wien fik K i 1909 opført sit drama Mörder, Hoffnung der Frauen i fri luft på en fakkelbelyst scene. Stykket fremstillede en sadomasochistisk kønskamp. Dialogen bestod af poetiske fragmenter, skrig og stønnen, ledsaget af primitive musikinstrumenter. På skuespillernes kroppe havde K tegnet nervetråde, så det virkede, som var de gennemlyst af røntgenstråler. Opførelsen vakte skandale, og K måtte forlade skolen, men i dag anses stykket for at være det første ekspressionistiske drama. Kampen mellem kønnene og synet på kvinden som destruktiv kraft er også temaer i Hiob 1917 og Orpheus und Eurydice 1918, som inspirerede de senere dadaister.

Bibliografi: Kokoschka, O Mein Leben 1971.