Georg Kaiser, 1878-1945, tysk dramatiker. K skrev over 60 skuespil og hørte indtil 1933, da hans bøger sammen med mange andres blev brændt af nazisterne, til de hyppigst opførte ekspressionistiske dramatikere i Tyskland. K var idédramatiker. Hans personer er ikke individer, men typer; det patetisk retoriske sprog er fjernt fra hverdagens, og alle dramaerne rummer en vision om det nye menneskes fødsel. Hans mest ambitiøse værk udgøres af trilogien Die Koralle 1917, Gas 1 1918 (Arbejdernes Teaterforening 1930) og Gas 2 1920, der viser udviklingen i industrisamfundet gennem tre generationer. Med giftgasproduktion som ramme spidses konflikten til mellem det teknologisk fragmenterede menneske, repræsenteret af Stor-Ingeniøren, der er opfinder af en tilintetgørende bombe, og Idealisten, der drømmer om at skabe hele mennesker og et harmonisk samfund uden skel mellem klasser og nationer. Han spiller dog fallit i sit forsøg på at få arbejderne til at nedlægge produktionen og forsone sig med fjenden. Sidste del ender i det totale ragnarok og bevæger sig på et helt abstrakt plan, hvor fabriksarbejderne er reduceret til ‘blå og gule figurer’, en destruktiv teknologis mekaniske tjenere. I 1933 måtte K flygte fra Tyskland, og han levede sine sidste år i eksil i Schweiz.

Bibliografi: Garten, H F ‘Georg Kaiser’ i Natan, A German Men of Letters Vol. 2, 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig