Schiller Theater, teater i Berlin, åbnet 1907 af Schillerselskabet med Die Räuber af Fr. Schiller. Efter to ombygninger blev ST genåbnet 1938 med Schillers Kabale und Liebe. Ødelagt under 2. Verdenskrig; 1951 genåbnet med Wilhelm Tell ligeledes af Schiller som Tysklands største statslige skuespilhus.1993 lukket af bystyret og frigivet som musical- og gæstespilteater. Lukningen udløste stor protest og indbragte den ansvarlige kulturborgmester øgenavnet Schiller-Killer. 2000 brugt som interimsspillested for Maksim Gorkij Theater. I dag benyttes Schiller-Werkstatt af bl.a. Grips Theater.