Juliusz Słowacki, 1809-1849, polsk digter og dramatiker. S hører sammen med Adam Mickiewicz og Zygmunt Krasiński til de polske romantiske profeters treenighed. Hans mesterværker skrevet i Schweiz og Frankrig, bl.a. Kordian 1834 og Balladyna 1839, har Polens historie og mytologi knyttet til samtidens politiske situation som hovedtema. Senere, under påvirkning af Mickiewicz, fik den samme tematik en drejning mod mysticisme. S er en af de oftest spillede dramatikere i Polen. Tadeusz Kantors iscenesættelser af Balladyna 1942, 1943 og 1972 og Jerzy Grotowskis af Kordian 1962 og Den standhaftige prins 1965 (en parafrase over Calderóns El principe constante ca. 1629) står som de mest innovative fortolkninger af Ss dramatik. Se også Jerzy Grotowski.