Børn læser bøger

Vi ved ikke i dag nøjagtigt, hvor mange børn som kunne læse omkring 1800, men det har formentlig været langt over halvdelen, især i byerne, og sådan havde det i virkeligheden været længe. Op gennem 1600-tallet var der sket en form for „demokratisering” af læsningen, dvs. at flere og flere børn lærte at læse, også på landet, også pigerne og også de fattige. Det kunne foregå i skoler, men også ved at uautoriserede lærere vandrede fra gård til gård med tilbud om at „holde skole”. Denne udvikling tog yderligere fart i 1700-tallet, først med pietisternes og senere filantropernes skoler. Gik barnet ikke i skole, så var det ofte familien, typisk moren, som tog opgaven på sig, især i borgerhjemmene – for lære at læse, det skulle børnene.

Det fik en lille dreng ved navn Nikolai Frederik Severin fra Udby på Sydsjælland at føle. Efternavnet var Grundtvig (1783-1872), og hans mor havde tidligt meddelt biskop Balle, som var på visitatsbesøg på præstegården, at „Skal min sidste Trøie springe / Bliver han dog til Bogen holdt!” Det fortæller Grundtvig i sit hyldestdigt „Til Cathrine Marie Bang, min elskede Moder” fra 1815. Den smertelige proces beskriver han på denne måde:

"Moder! Som en ærlig Kvinde,
Ord du holdt, der høit det gjaldt,
Ei, skjøndt Taarer maatte rinde,
Troen vakled, Modet faldt,
Aldrig Du fortryde vilde,
At du mig til Bogen holdt,
Skjøndt Du sagde: det var ilde,
At mit Løfte lød saa Stolt.

Stavene du lærde Pogen
Under Graad og Hjertevee,
At han dued ei til Bogen,
Tykdes Dig var grandt at see;
Men Du bad og sagde: Amen!
Herren bød, og flux din Pog
Staved ei, men lagde sammen,
Lærde som en Leeg sin Bog.

O! det var et Aftensæde,
Som vi glemme ei paa Jord,
Der din Pusling sad med Glæde
Ved det vakkre, lille Bord,
Læsde om de gamle Dage,
Reent og klart med høien Røst,
Fulgde gjennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst!"