Forfatternes barndomslæsning

H.C. Andersen (1805-1875) fortæller i 1832 i sin Levnedsbog, som er det første af hans tre erindringsværker, om de bøger, han mødte i barndomshjemmet. „Min Fader følte sig ikke hjemme i sin Kreds, havde ingen ret Lyst for sit Haandværk, om Aftenen læste han derfor høit i Holberg og Tusinde og Én Nat”. Når der var teater i byen, var H.C. Andersen en trofast gæst; han omtaler bl.a. „en tydsk Bearbeidelse af Holbergs politiske Kandestøber, som Syngestykke”. Og da han selv lærte at læse, læste han „den første Tragedie og det var et Melodrama ”Ariadna paa Naxos„, det næste Stykke var ”Medea„ og derpaa Wessels Kjærlighed uden Strømper; i alle traf det sig nu, at alle Personerne døde; da jeg derfor vilde skrive selv et Stykke, var jeg i stor Forlegenhed med at faae Livet af dem Alle”. Også Balles lærebog hørte til Andersens læsestof; ligesom det var tilfældet for så mange andre, bl.a. hans jævnaldrende, teaterhistorikeren Thomas Overskou, som omtaler bogen i sine erindringer Af mit Liv og min Tid fra 1868. En del af Andersens læsestof var også „en heel Mængde Biografier af berømte Mænd, de gjorde et forunderligt Indtryk paa mig, min Phantasie var vakt for det Eventyrlige […].”

B.S. Ingemann, som er 16 år ældre end Andersen, omtaler konsekvent sig selv i 3. person, dvs. som „Drengen” eller „Bernhard”, i sin Levnetsbog skreven af ham selv fra 1862. Om barndommens læsning skriver han:

"Paa Børneskrifter var hin Tid fattig. De saakaldte „Børnevenner” vare som oftest tørre, kedelige Moraliseringer og Fortællinger om artige og uartige Børn, som intet livligt Barn kunne finde Smag i. Robinson var næsten den eneste morsomme Børnebog. Engang fik Bernhard til Nytaarsgave en Bog, der formodentlig var oversat fra Tydsk, og hvori der endog var dramatisk Poesi for Børn."

Ud over Robinson den Yngre, dvs. Campes udgave, stiftede Ingemann bl.a. bekendtskab med værker som Christian Conrad Dassels Den Gutmannske Families Reiser. En bog for Ungdommen, oversat til dansk i 1796-98 og i virkeligheden en af tidens forklædte geografibøger, og C.F. Gellerts tidligere omtalte Fabler og Fortællinger i tvende Dele, oversat til dansk i 1769. Sidstnævnte var også læsestof for Adam Oehlenschläger og dennes søster Sophie.

Grundigst beskriver Carsten Hauch (1790-1872) sin læsning i Minder fra min Barndom og min Ungdom fra 1867:

"De saakaldte Oplysningsmænd førte i min Barndom det store Ord. Diderots Encyclopædi blev af Mange betragtet som Tidens Bibel, og uagtet Reactionen alt var begyndt, saa stod dog Campe, Salzmann og Basedow endnu i høi Anseelse som den ny Læres Coryphæer. Ifølge deraf strømmede en Syndflod af Oplysningsskrifter og Børnebøger fra Tydskland ind til os. Min Fader besad foruden det store Revisionsværk af Campe, og foruden flere Skrifter af Salzmann og Rochow, ogsaa en dansk Oversættelse af Salzmanns Underholdninger for Børn. Den var temmelig bindstærk og bestod af otte Dele. Det var især fra denne Bog, at jeg […] hentede min aandelige Næring."

Her tilføjer Hauch, at det ikke mindst var teaterstykkerne i Salzmanns „Underholdinger”, som betog ham, og han refererer over flere sider et af dem, som har gjort særligt indtryk på ham. Nok er det ikke et „Mesterstykke”, skriver han, men „dette Skuespil frembragte et Slags Spænding hos mig, saa jeg ikke lagde Bogen hen, før jeg havde læst det til Ende”. Men an tilføjer også:

"Dog gik min Kjærlighed for dette Slags Poesi ingenlunde saavidt, at jeg foretrak den for Prinds Regliama eller for Prinds Jomère med den lange Næse, eller for Skiønheden og Bæstet, eller for den ædle Prinds Tity osv., om hvilke jeg havde læst hos Madame Beaumont, men i Mangel af noget Bedre tog jeg til Takke dermed."

Vi ser altså hos disse forfattere barndommens læsning som en blanding af egentlig børnelitteratur, skolebøger og værker skrevet for voksne, kendte og mindre kendte mellem hinanden. Man bemærker, at Hauch fremhæver Madame de Beaumonts mere spændende og ofte urovækkende fortællinger på bekostning af Salzmanns dydige moraliseren.

Flere af de nævnte børnelitterære titler har været tilgængelige i pæne borgerhjem, bl.a. Gellerts fabler og de Beaumonts magasin. Men børn mødte også det læsestof, som fik lærere til at råbe vagt i gevær i 1837, nemlig „den sædelige Gift”, som kunne købes af omkringvandrende sælgere og i øvrigt skaffes fra lejebibliotekerne.

Denne særlige form for litteratur blev kortlagt i 1816 af Rasmus Nyerup (1759-1829), i 1790-1804 redaktør ved det betydningsfulde tidsskrift Lærde Efterretninger, fra 1796 professor i litteraturhistorie ved Københavns Universitet og fra 1803 leder af Universitetsbiblioteket. Det var ham, der i 1800 havde vakt nogen opmærksomhed ved i Kjøbenhavns Beskrivelse at foreslå, at faget teologi skiftede navn til „Kundskab om den menneskelige Aands Forvildelser”. Han var også medlem af en komité under Selskabet for Efterslægten, som skulle sikre udgivelse af bøger for den brede befolkning. Dette arbejde resulterede i 1816 i bogen Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, hvor han over 313 sider opregner de forskellige genrer, som findes inden for den folkelige litteratur, startende med fablerne.

I forordet skriver han, at den „menig Mands Morskabslæsning, som her foran [dvs. i indholdsfortegnelsen] er opstillet i Geled, og som der i Bogens følgende Blade skal holdes Mynstring over,” ikke er noget dansk og norsk fænomen, men udbredt over hele Europa blandt „Bønder og Haandverksfolk, Fiskere og Matroser, Hyrder og Bergverksarbejdere”. Det er et publikum, som har „udgjort hele Nationen fra den Højeste til den Laveste”, og skrifterne er dem, „som Bogbinderne holde Salg paa Markeder, Visekællinger bære om i deres Bogkurve, og som Bonden og Haandverksmanden har gjemt i sit Skab eller forvaret paa sin Hylde”.

Set fra Selskabet for Efterslægtens synsvinkel handlede det ifølge Nyerup om at tage udgangspunkt i befolkningens egen læsning: „Disse Bøger, som den menige Mand fra sin Barndom af har læst eller hørt forelæse, er ligesom opvoxet i Samfund med, og har ved Vanen fattet en saadan Godhed for, dem give de nødig slip paa”. Skal disse læsere præsenteres for en anden litteratur, så gælder det, at „Disse ny maatte have saa megen Lighed med den gamle, som mueligt”. Man kan altså ikke bare se på den folkelige litteratur, som „trykt Tant”, som han skriver.

Ud over fabler nævner Nyerup genrer som ridderromaner, kærlighedsromaner, intrigeromaner, magiske og moralske romaner, robinsonader, eventyr og „Skjemt og Løjer, Gjækkeri, og alskens Kortvillighed”, og inden for hver genre gennemgår han flere karakteristiske eksempler.

Nok så vigtigt i denne sammenhæng er, at Nyerup tænker tilbage på sin egen barndoms læsning i disse bøger:

"Jeg var omtrent 10 a 12 Aar gammel, da jeg hos Gaardmænd og Husmænd, hos Skomagere og Skrædere, i trende Kirkesogne i Fyen, gjennemsøgde og gjennemragede alle Hylder og Skabe, Kroge og Vraaer, for at faae fat paa de Skrifter, hvis Læsning den Gang var mig en kostelig Nydelse, den jeg langt foretrak for Korten- og Kegelspil."

Et billede af børns og unges fascination af lejebibliotekernes bogsamlinger får man også i Poul Martin Møllers berømte dialogdigt „Hans og Trine” (1828) fra cyklussen Scener i Rosenborg Have. Hans, som modtager sin elskede Trine med ordene „Skjønne Sol! For alle Sole! / Lille Trine! Søde Glut!” har netop været hos boghandler Reitzel, og „en nysselig Roman / Har jeg her i Trøjelommen, / Som vi sammen læse kan. / Den er om to unge Hjerter, / Som man skiller ad ved List: / Efter mange bitre Smerter / Gifte de dem dog tilsidst.” Da Trine svigter ham, må han konstatere, at den slags „Jeg aldrig læste […] i Romanen. / Og derfor fik jeg Plads hos Skolens Fuxer, / Fordi jeg stedse henrykt sad hos Flanen, / Og læste skjønne Bøger fra Stadthagen”.

Stadthagen var et af Københavns største lejebiblioteker. I øvrigt havde Poul Martin Møller allerede i begyndelsen af 1820'erne advaret mod overdreven læsning i denne type romaner, nemlig i essayet „Om at fortælle Børn Eventyr”:

"At overdreven Romanlæsning har givet endeel af vore Samtidige en skjæv Aandsretning, forqvaklet deres Følelse, sat dem i en uafbrudt Somnambulismus, givet dem Afsmag for Arbeidsomhed og bibragt dem en Lede til livets virkelige Skikkelser, er jo en fuldkommen afgjort Kjendsgerning."

De ovenfor omtalte erindringer og henvisningerne til datidens omtale af børns og unges læsning i både fag- og skønlitteratur giver grund til at tro, at der var stor forskel på børnelitteratur i betydningen litteratur skrevet og udgivet for børn, og det, man kunne kalde børnelekture, dvs. det børn selv foretrak at læse i fritiden. Men begge dele blev tilsyneladende læst – med større eller mindre begejstring.

Ud over de allerede omtalte børnelitterære værker, skal to omtales, fordi de tegner et godt billede af den litteratur, som findes her i overgangsfasen mellem 1700- og 1800-tallet.